Politisk ekspert: Folkemord er noget af det hårdeste, et land kan beskylde et andet land for

Naalakkersuisuts hårde retorik mod Danmark er udtryk for Grønlands ønske om ligeværdighed i rigsfællesskabet, men også et tegn på, at der snart er valg. Det mener politisk ekspert Ineqi Kielsen.
- Vi ved godt, at der snart er valg, både til Inatsisartut og til kommunerne. Og vi ved også, at Inuit Ataqatigiits værdier er baseret på socialområdet. Vi ser her, at der er meget om socialområdet, så det er ret naturligt, at de tager det op, siger politisk ekspert Ineqi Kielsen. Foto © : KNR / Carsten Faurschou
Skrevet af Ivik Kristiansen
20. december 2024 07:33

I den seneste tid har naalakkersuisut sendt den ene retoriske bombe mod Danmark efter den anden.

Blandt andet blev borgen rystet, da formanden for naalakkersuisut, Múte B. Egede (IA), i et interview med DR's Deadline sagde, at den danske stat har begået folkedrab overfor den grønlandske befolkning.

- Det er direkte folkedrab, der er foregået fra den danske stats side over for den grønlandske befolkning. Det er der grundlag for at sige nu, sagde han.

Og det er ikke bare et ord, man tager let på. Her er der nemlig tale om, at det er det officielle Grønland, der siger, at Danmark har begået folkemord, understreger politisk ekspert Ineqi Kielsen.

- Det er måske én af de hårdeste kritikpunkter, som man kan uddele i forhold til de internationale standarter, siger Ineqi Kielsen.

Han tilføjer, at det kun er naturligt, at Múte B. Egedes ordvalg har vakt opsigt, både i Danmark og Grønland.

Utilfredsheden har været der i længere tid

Det er dog langtfra det eneste voldsomme udbrud, der blev sendt mod Danmark. Samme dag som Múte B. Egedes udtalelse, sagde naalakkersuisoq for sociale anliggender, Aqqaluaq B. Egede, i vrede vendinger, at Grønland og Danmark er på vej mod en historisk kollisionskurs.

Efter et møde om de udskældte forældretest med den danske socialminister, Sophie Hæstorp Andersen, mente han, at Danmark ikke gjorde nok for at stoppe testene.

- Dette markerer begyndelsen på en politisk afbrydelse i forholdet. Hvis de nuværende danske regeringspartier fortsætter denne skandaløse tilgang og ikke handler, uanset hvem der sidder i regeringen, vil det medføre en grundlæggende ny overvejelse blandt det grønlandske folk, sagde Aqqaluaq B. Egede.

Ineqi Kielsen mener, at utilfredsheden over den danske behandling af Grønland og grønlændere har ulmet under overfladen i længere tid.

- De handler blandt andet om folk med grønlandske aner, der bor i Danmark, som ikke har en særlig beskyttelse af oprindelige folks rettigheder. De bliver anset som almindelige danske statsborgere, selvom de har en hel anden kulturel baggrund, siger Ineqi Kielsen.

Det ser man i for eksempel forældretestene, som er blevet stærkt kritiseret for ikke at have den grønlandske kultur med i ligningen, i sager om anbringelser af børn.

Valg ligger lige om hjørnet

Det handler også om, at naalakkersuisut føler, at der ikke er ligestilling af Grønland i forholdet med Danmark. Og naalakkersuisut har taget drastiske midler i brug før, påpeger Ineqi Kielsen.

- Det gjorde han sidst ved at boykotte det nordiske ministermøde, fordi Grønland ikke var en ligeværdig partner.

Men det er stadig svært ikke at lægge mærke til timingen af udtalelserne af de to IA-politikere.

- Vi ved godt, at der snart er valg, både til Inatsisartut og til kommunerne. Og vi ved også, at Inuit Ataqatigiits værdier er baseret på socialområdet. Vi ser her, at der er meget om socialområdet, så det er ret naturligt, at de tager det op.