Folk i Sydgrønland om ny koalition: Det er som om, at frygten for Kuannersuit er væk nu
Mere hjælp til socialområdet – og et klart nej til mineprojektet ved Kuannersuit.
Det har den nye koalition bestående af Inuit Ataqatigiit og Naleraq skrevet under på i fredags – og det er de glade for i Sydgrønland.
Her fik Inuit Ataqatigiit over halvdelen af stemmerne i Kommune Kujalleq, som Siumut ellers altid har siddet tungt på.
Kommunalvalget faldt i den grad også ud i IA’s favør: Siumutteren Kiista P. Isaksen har forladt borgmesterkontoret, og IA’eren Stine Egede sætter sig med al sandsynlighed i hendes stol.
Kort sagt gav den lokale modstand mod Kuannersuit Inuit Ataqatigiit et kanonvalg i sydkommunen.
- Jeg er meget glad nu – det er som om, at frygten er helt væk, siger Rena Lange fra Qaqortoq til Qanorooq.
- Mineprojektet kan skade landbruget og måske også fiskene i havet og være dårligt for menneskers helbred.
Makka Titussen er enig:
- Jeg er meget enig i at sige nej til uran. Jeg håber, at mineprojektet skal stoppes helt, siger hun til Qanorooq.
Ingen uran skal udvindes i Grønland
Siumut gik til valg på, at mineprojektet – der lige nu er i offentlig høring – skal gennemføres. Men IA vil ikke give det australske selskab Greenland Minerals tilladelse til at udvinde sjældne jordarter i en åben mine på Kuannersuit, der ligger blot syv kilometer fra Narsaq.
De sjældne jordarter bruges i for eksempel mobiltelefoner og vindmøller. Men projektet er kontroversielt, fordi der følger uran med som biprodukt, når de sjældne jordarter skal udvindes af klippen.
LÆS OGSÅ IA og Naleraq skal forme det næste Naalakkersuisut
Projektet er nu så langt, at det er i offentlig høring, som slutter 1. juni.
I koalitionsaftalen står der direkte: Koalitionen er enig om, at der ikke skal udvindes uran i Grønland. Mineralprojektet ved Kuannersuit skal stoppes. Der skal i denne valgperiode arbejdes for, at der lovgives om forbud af mineraludvinding som indeholder radioaktivt materiale.
Naalakkersuisoq for børn og unge
IA og Naleraq vil også blæse nye vinde over socialområdet. Der er for eksempel fundet en ny naalakkersuisoq for børn og unge. Og det gør Rena Lange glad:
- De nye, der er valgt ind, gør mig optimistisk. Det er meget positivt, at der kommer en naalakkersuisoq for børn og unge, siger hun.
Makka Titussen er enig igen:
- Det er meget nødvendigt med forandringer på socialområdet – for de ældre, for de unge og for de handicappede. Her i Sydgrønland går det dårligt på det område, siger hun.
Og fisker Jens Enok Hansen har også store forventninger til det nye naalakkersuisut.
- Jeg håber, at det kommende naalakkersuisut får en positiv indflydelse på Sydgrønland. Vil vil gerne deltage i udvikling af fiskeriet – og vi håber, at økonomien bliver stabil, siger han.
De nye medlemmer af Naalakkersuisut skal formelt godkendes af det samlede Inatsisartut på fredag.