Flertal afviser bredt løft af justitsområdet
Et flertal i Folketinget stemte torsdag imod et forslag fra IA’s Aaja Chemnitz Larsen om at styrke justitsområdet i Grønland.
Begrundelsen er, at forslaget indeholder for mange ønsker til forbedringer. Det siger Socialdemokraternes grønlandsordfører, Karin Gaardsted, til KNR.
- Det gør vi, fordi der i bemærkningerne er nævnt 15 områder, som skal opgraderes. Og det mener vi simpelthen ikke vil være ansvarligt at sige ja til, uden at vi har nogen form for finansiering.
Socialdemokratiet anerkender dog, at der er behov for mange forbedringer inden for politi, retsvæsen og kriminalforsorgen i Grønland, som er danske ansvarsområder.
Minister vil have prioriteret ønskeliste
Det samme gør regeringen, siger justitsminister Søren Pape Poulsen.
Men han ønsker først at se på et udspil på justitsområdet fra Naalakkersuisut, så den danske regering har en prioriteret ønskeliste til forbedringer på justitsområdet.
Regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, støtter også tanken, men mener, at man skal se på sagen i forbindelse med finanslovsforhandlingerne til efteråret.
- Vi kommer til at bakke op om intentionen, men vi kommer ikke til at stemme for det i den her runde. Mit forslag til Aaja Chemnitz vil være, at man tager det her op i en finanslovsforhandling, hvor man altså forhandler reelle penge på bordet. Det er svært for os, når vi har en finanslov for 2017, at gå ud og bruge penge her og nu.
LÆS OGSÅ IA vil løfte hele justitsområdet
Om svarene siger Aaja Chemnitz Larsen:
- Det er jo egentlig en kompliment at sige, at jeg er for ambitiøs, at jeg vil for mange ting. Og ja, jeg er ambitiøs, fordi der har været et efterslæb på justitsområdet.
Forslaget ryger nu videre til Grønlandsudvalget i Folketinget. Men fastholder partierne her deres mening, vil IA i Folketinget fremsætte et nyt beslutningsforslag til efteråret, oplyser Aaja Chemnitz Larsen.