DF og Socialdemokratiet støtter forbedringer på retsområdet
Dansk Folkeparti er parat til at forbedre retsområdet i Grønland nu og her med en række tiltag.
Det siger partiets retsordfører og formand for Retsudvalget i Folketinget, Peter Skaarup, til KNR, efter han i sidste uge deltog i en høring om retsforholdene i Grønland i Folketinget.
For der er forskellige standarter inden for retsområdet i henholdvis Danmark og Grønland, erkender han.
- Der er brug for, at man får prioriteret de udestående, der er, så man tager de ting, der er vigtige nu og her og gør noget ved. Også uden den store økonomi bag ved, siger Peter Skaarup.
DF: Straksdomme og offerfond bør indføres
Et af Dansk Folkepartis hovedfokusområder på retsområdet er ofrene. Derfor mener Skaarup, at staten meget hurtigt bør oprette en fond til fordel for ofre for kriminalitet i Grønland.
Forslaget indgår i udspillet “Et tryggere Grønland”, som folketingspolitiker Aaja Chemnitz Larsen fra IA præsenterede i forbindelse med høringen, som hun var initiativtager til.
- Der er brug for mere fokus på ofrene og dem, der udsættes for kriminalitet. Der kunne man oprette en offerfond. Det kan vi tilslutte os ubetinget, og det bør der tages initiativ til, siger Peter Skaarup.
LÆS OGSÅ IA vil løfte hele justitsområdet
I Danmark er straffede i for eksempel voldsomme trafik- og voldssager forpligtede til at betale 500 kr. til en offerfond. Pengene går til forskellige behandlinger af fx voldsofre.
Et andet konkret forslag fra IA’s udspil er øget brug af straksdomme, som Dansk Folkeparti også støtter.
- Det et problem for det grønlandske retsvæsen, at der sker så mange udeblivelser, og at man heller ikke har mulighed for straksdomme i tilståelsessager. Og der kan man jo kun tale for, synes jeg, at man kan lave straksdomme, der kan effektueres af juridiske dommer og på den måde rydde en del af den sagspukkel, der har været i systemet, siger Peter Skaarup.
LÆS OGSÅ IA håber landsforsvarer kan styrke retssikkerheden
LÆS OGSÅ Udvalg skal debattere retsforhold i Grønland
Socialdemokratiet: Flere kommunefogeder
Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) ville på høringen ikke love penge nu og her til retsområdet i Grønland, men var åben for forslag.
Og står det til Socialdemokraternes Lars Aslan Rasmusen er især manglen på kommunefogeder dybt kritisabelt.
- Det, der ramte mig, er, at der er bygder i Grønland, hvor der ikke er en myndighed. Det er et problem, at man på den måde er helt uden for lov og ret.
Aaja Chemnitz Larsen vil til efteråret fremsætte et beslutningsforslag i Folketinget, der skal få regeringen til at forbedre retsområdet i Grønland. Hverken Dansk Folkeparti eller Socialdemokratiet vil på forhånd love, at de vil støtte forslaget.