Flere satelitter skal kigge på forandringer i Arktis

EU-landene vil skabe et bæredygtigt Arktis og styrke forskningen i grøn omstilling både på kloden og i rummet.
Satellit-programmet Copernicus skal blandt andet udvides til at måle havtemperatur og CO2-udledning i Arktis. Foto © : KNR/Anton Gundersen Lihn
Skrevet af Ritzau
02. december 2019 09:54

EU-landene vedtog fredag en række planer om rumløsninger, der skal sikre et bæredygtigt Arktis.

Det indebærer at EU-landene vil styrke forskningen og satellitovervågning omkring Arktis og dermed gøre EU bedre i stand til at bekæmpe klimaforandringerne.

LÆS OGSÅ Ny satellit skal måle is med laser

EU har flere forskellige rumprogrammer, herunder Copernicus, der bruges til at indsamle data om blandt andet klimaforandringer, men der er områder i og omkring Arktis, der stadig ikke er fuldt dækket.

EU-landene vil derfor igennem et øget satellitnetværk have Copernicus-programmet til eksempelvis også at måle havtemperatur og CO2-udledning i Arktis.

LÆS OGSÅ Dansk satellit er sendt op over Arktis

- De nye satellitter, vi vil bruge, kan være med til at overvåge havis, havstrømme og være med til at lave prognoser for klimaforandringer, forklarer den danske Forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) efter et rådsmøde i Bruxelles.