Efter nyt fly-kaos: Nu udtaler Trafikstyrelsen sig
- Der har været mere flytrafik i Nuuk Lufthavn med flere nye luftfartsselskaber, end Greenland Airports på forhånd havde meldt ind. Greenland Airports har på en række områder ikke efterlevet de vilkår, der var gældende for Nuuk Lufthavn og deres flyveinformationstjeneste.
Sådan lyder det fra Signe Marie Finderup Slot, kontorchef i Trafikstyrelsen, i et skriftligt svar.
Af samme årsag meldte styrelsen fornyligt, at der skulle ske omfattende ændringer i Grønlands flytrafik.
Lufthavnen må fremover kun foretage fire operationer i timen - med operationer menes landinger eller afgange. Det betyder for Air Greenland, at 40 procent af deres samme-dagsforbindelser mellem Nuuk og resten af landet ikke kan gennemføres som planlagt.
Det vil føre til en længere rejsetid med flere overnatninger, og så har Air Greenland også meldt ud, at det vil betyde "en fordyrelse af Air Greenlands produktion".
Om det ender med prisstigninger for flybilletter, har de endnu ikke sagt noget om.
Greenland Airports reagerer
Mikkel Bjarnø Lund, kommunikationschef i Greenland Airports, medgiver over for KNR, at der har været flere fly fra nye selskaber end først forventet.
- Nuuk har set tilgangen af en lang række nye flyselskaber og en stærkt øget aktivitet, hvilket jo er positivt. Men disse nye selskaber er, i modsætning til Air Greenland, ikke nødvendigvis vant til at flyve i ukontrolleret luftrum, står der i et skriftligt svar.
I samme omgang oplyser han, at Greenland Airports har sat sig for mål at indføre en alternativ løsning inden for fire til fem uger, som kan afhjælpe nogle af de nyopståede problemer.
Dog kan de ikke på nuværende tidspunkt blive særlig konkrete på, hvad de forskellige løsninger indebærer. De nævner dog særligt én mulig vej ud af krisen.
- Jeg kan dog sige, at en model som inkluderer flyveledelse i en del af luftrummet, er en af de løsninger, vi kigger på, oplyser kommunikationschefen i et skriftligt svar.
Hvad det præcis indebærer, uddybes ikke.
Trafikstyrelsen kan ikke sige, hvornår der kan indføres nye tiltag, da de skriver, at sikkerheden i lufthavnen er Greenland Airports ansvar.
- Trafikstyrelsen vil fortsætte med et skærpet tilsyn med Nuuk Lufthavn og er i tæt dialog med Greenland Airports og andre relevante luftfartsaktører, herunder Air Greenland, om de nye vilkår, skriver Signe Marie Finderup Slot.