Borgmester: Vi prioriterer børnenes sikkerhed

Sidste uge måtte Ukaliusaq Skolen i Nuuk lukke øjeblikkeligt, efter der blev fundet skimmelsvamp i bygningen.
Hvor længe skolen vil være lukket, kan borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq Avaaraq Olsen ikke svare på. Men mandag aften udtalte hun til Qanorooq at eleverne på Ukaliusaq i hvert fald må fortsætte deres skoledage på andre adresser på ubestemt tid, mens forvaltningen undersøger mulige løsninger.
- Vi ser blandt andet på muligheden for at få modulbygninger fra udlandet, og kommunalbestyrelsen vil meget snart tage stilling til det, siger hun til KNR.
Indtil da må de omkring 500 elever og 100 ansatte på Ukaliusaq indstille sig på en anderledes hverdag.
500 elever spredt ud over byen
Undervisningen er i denne uge genoptaget på forskellige lokationer, efter de ældste sidste uge måtte undvære skolegang og de yngste blev sendt i fritidsordningen.
Og forvaltningen forsøger at samarbejde tæt med skoleledelsen for at sikre den bedst mulige undervisning under de midlertidige forhold, understreger borgmesteren.
- Først og fremmest prioriterer vi børnenes og medarbejdernes sikkerhed. Vi ønsker ikke, at de opholder sig i en usund skolebygning. Der er blevet set på forskellige lokalemuligheder. Både forvaltningen og skoleledelsen arbejder meget hårdt, og jeg vil gerne anerkende deres store indsats, siger Avaaraq Olsen.
De yngste elever er fordelt på byens fritidshjem og skoler, mens de ældste elever er blevet placeret i undervisningslokaler i Atuarfik Hans Lynges miniklub.
Mangel på plads betyder dog, at både elever og lærere må deles op og flytte rundt mellem lokaler på skift.
Situationen vækker bekymring hos mange forældre og elever, især dem i de ældste klasser, der står over for eksaminer.
– Jeg er helt klar over, at lærere og ledelse arbejder intenst for at sikre, at pensum gennemføres i løbet af skoleåret. Vi ved, at de ældre elever står over for forskellige prøver, og jeg kan love, at dette vil blive prioriteret i den nye planlægning, siger borgmesteren.

Undersøgt for skimmelsvamp i januar
Allerede i januar blev skolen undersøgt for mistanke om skimmelsvamp, men dengang blev der ikke fundet noget. Alligevel har flere elever oplevet symptomer som hovedpine, træthed og eksem.
Borgmester Avaaraq Olsen understreger dog, at kommunen har reageret på de oplysninger, der løbende kom.
– Vi har faktisk handlet løbende på baggrund af de oplysninger, vi fik. Først i sommeren blev der foretaget tiltag i samarbejde med forvaltningen og skolens ledelse gennem tæt dialog. Dengang blev der også foretaget luftmålinger, men de viste ingen tegn på skimmelsvamp.
– Da der senere igen kom meldinger fra skolen om dårlig luft, blev der iværksat mere grundige undersøgelser. Der blev lavet huller i væggene, og på baggrund af resultaterne handlede vi straks, siger Avaaraq Olsen.
Mens elever og lærere på Ukaliusaq Skole fordeler sig rundt i byen og afventer afklaring, står den nye skole, Atuarfik Inussuk, fortsat tom i Nuuk midtby. Her er problemer med brandsikkerheden årsag til forsinkelserne.
Allerede i marts sidste år skulle eleverne fra Ukaliusaq ellers have rykket ind i landets hidtil dyreste skole, der skal samle i alt 1.200 elever i hovedstaden.