Tasiilaq: Når samfundet mister sin livsnerve til Island
- Det er livsnerven for os. Det betyder, at vi bliver mere isoleret fra oktober til juni.
Sådan lyder det fra regionschefen, Hjørdis Viberg, angående hvilken betydning lukningen af Icelandairs vinterbeflyvning til Kulusuk vil få.
Til daglig sidder hun på det gamle borgmesterkontor i Tasiilaq fra den hedengangne Ammassalik Kommune. Herfra er hun Kommuneqarfik Sermersooqs øjne og ører i Østgrønland.
Hjørdis Viberg er ikke i tvivl om konsekvenserne, som rammer Østgrønland, nu hvor vinterens isolationsperiode fra Island går i gang.
- For det første mister vores turistoperatører en stor del af vinterturismen, fordi der ikke er direkte forbindelse til Island. Det betyder også noget for forsyningerne og rekruttering af medarbejdere.
På den anden side af byens elv sidder hotel- og beværtningsejer Mike Nicolaisen på Hotel Angmagssalik. Han er formand for Grønlands Erhvervs lokalafdeling.
Adspurgt til hvordan stemningen er blandt de lokale erhvervsdrivende, svarer han først kort:
- Det er en pessimisme. En forståelse for at der er en afviklingsproces i gang. Det vil sige, at man ikke længere investerer.
Østgrønland er menneskene
Hvis samfundene i Østgrønland skal kunne udvikle sig, så kræver det, at der kommer penge ind udefra i form af turisme fra Island, fortæller Mike Nicolaisen.
- De sejler og køber husflid. Der er så mange samfundsgevinster ved det. Opvaskeren skal tjene sine penge. Når de går ned i butikken og handler, kan der ansættes endnu en ekspedient. Det skaber liv og aktivitet.
Hvad er det unikke ved Østgrønland, og hvorfor skal man rejse hertil?
- Det er jo meget let. Det er menneske, ikke også?
Mike rejser sin venstre hånd op mod kameraet, før han tager den op til munden, mens han kigger gennem vinduet og ud over Tasiilaq.
Han tager sig til øjnene med begge hænder for at tørre tårerne væk.
- Når jeg siger, jeg bliver lidt rørt over det, så er det fordi, det handler om menneskene. Det er Østgrønland. Det er jo det, man kommer for.
For når ikke turisterne kommer fra Island og lægger penge, ser Mike Nicolaisen det som del af en større afvikling af Østgrønland - og det rammer først og fremmest de lokale.
- Når jeg går med turister om sommeren, vil de have kultur og mødes med folk. Den bedste historie er, at de får mødt husflidskunstneren. At jeg snakker som lokal om mine områder, at vi viser trommedansen og interagerer med de lokale.
- Det er dét, turisterne siger tak for.
Fra Island og videre
Mike Nicolaisen fortæller, at mange af turisterne ikke tager til Østgrønland som hoveddestination - i stedet er det en sidste forlængelse af deres rejse til Island.
- Vi er et biprodukt af Island, hvor man tager en tur herover som en del af oplevelsen.
KNR har tidligere beskrevet, hvordan Air Greenland fremover får sværere ved at beflyve Østgrønland. Det skyldes, at Hotel Kulusuk er lukket for vintersæsonen, da kundegrundlaget fra Island er forsvundet.
At turister først skal til Nuuk, før de kan flyve til Østgrønland, skaber utroværdighed om turismeproduktet, fortæller Mike Nicolaisen.
- Man prøver at gøre Nuuk til knudepunktet for Østkysten (i stedet for Island, red.). Det gør os utroværdige som produkt, fordi det er så besværligt at komme herover via Nuuk.
- Så vi bliver et større biprodukt, end vi er i forvejen.
Når knudepunktet flyttes vestpå til Nuuk, er det også noget, som bliver bemærket hos kommunen og Hjørdis Viberg.
For billetudgifterne stiger, forsyningen formindskes, og mulighederne for rekruttering nedsættes.
- Nu skal vi først til at flyve til Nuuk i modsat retning for så at flyve den anden vej igen. Det giver ikke mening, og det er dyrt, siger Hjørdis Viberg.
- Det er et stort minus for vores område at miste den direkte forbindelse til Island.