Atammik-sagen: Flere fortæller om McGregors overgreb

Bygden Atammik lider stadig under de sår, geologen Victor McGregor påførte borgerne for mere end 17 år siden. I løbet af sommeren er det gået op for Qeqqata Kommunia, at endnu flere har været udsat for overgreb.
Atammik, 9. februar 2017 Foto © : Magssanguaq Qujaukitsoq
Skrevet af Kenneth Elkjær
21. august 2017 13:26

I løbet af sommeren har kommunen og Selvstyret sendt rejsehold til bygden. Det er sket, efter en Tilsynsrapport fra Selvstyret i foråret konklurede, at mange borgere i bygden stadig lider under de overgreb, geologen Victor McGregor udsatte børn og unge for.

Under flere besøg i bygden har flere åbnet op for deres egen historie, og kommunen konkluderer nu, at man først nu forstår, hvor mange, der er blevet udsat for Victor McGregors overgreb i den lille bygd ud for Maniitsoq.

- Der kan konstateres flere seksuslle overgreb og sagens omfang er større end før antaget, skriver kommunen i en pressemeddelelse mandag.

LÆS OGSÅ Sporene efter McGregor spøger stadig

På den baggrund har kommunen lavet en handlingsplan for det videre arbejde i bygden. Det betyder blandt andet, at Atammik i september og november i år får besøg af psykologer, som vil afholde kursus for de borgere, som har lyst til at deltage. Der vil også være mulighed for at tale individuelt med psykologerne i forbindelse med de to besøg.

Atammik-sagen:

I maj 2000 kom det frem, at geolog Victor McGregor gennem 30 år havde misbrugt de mindreårige drenge, som han trænede i bordtennis i bygden Atammik ved Maniitsoq.

Han blev anholdt og tilbageholdt, men valgte at tage sit eget liv under sit ophold i detentionen i Maniitsoq.

Men det er bare første skridt i en lang sej kamp for at hjælpe bygdens borgere, fortæller formanden for kommunens Udvalg for Familie og Sociale forhold, Hans Frederik Olsen.

- Det er en alvorlig og kompleks sag, og der findes ingen lette løsninger, siger han.

Indsatsen skal blandt andet hjælpe børn og forældre. Folkeskolen skal inddrages og et kriseberedskab skal oprettes i bygden. Kommunen vil også fortsætte med at sende rejsehold til bygden, som man har gjort denne sommer. Qeqqata Kommunia har anmodet Selvstyret om hjælp til at etablere familiebehandlinger.

I 2000, da sagen kom frem, blev der ikke tilbudt hjælp til ofre, der var fyldt 18 år, eller til de personer, der ikke ønskede at erkende, at de var blevet misbrugt. Det er mange af dem, der stadig har det svært i dag. Sporene efter McGregor spøger stadig.

LÆS OGSÅ Familieudvalg har besøgt Atammik