Fiskerne skal have uddannelse

Inuit Ataqatigiit og Demokraterne foreslår, at fremtidens adgangsbillet til livet som fisker bliver uddannelse.
Skrevet af Noah Mølgaard
07. november 2011 12:40

Knapt nok har Inatsisartut behandlet ændringen af fiskeriloven inden partierne bag koalitionen kom med nye ønsker til stramning af loven.

Inuit Ataqatigiit og Demokraterne foreslår at kun fiskere med uddannelsesbevis kan få licens i fremtiden. Det fremgår i den betænkning fiskeriudvalget fremlægger i Inatsisartut.

- Det bør i forbindelse med generationsskifte i fiskeriet undersøges, at alene indehavere af uddannelsesbevis fremover kan tildeles kvoter og fiskerilicens. Dette skal ikke have den konsekvens, at der sker ændringer for nuværende indehavere af licens og kvote, lyder ønsket fra Inuit Ataqatigiit og Demokraterne.

Siumut er imod det nye ønske fra Inuit Ataqatigiit og Demokraterne.