Fisker i Qaqortoq om usædvanlig fangst: Jeg troede, det var en grønlandshaj

To sildehajer er fanget i Qaqortoq og Tasiilaq i denne uge.
Skrevet af Ane-Marie Petersen
23. august 2019 07:22

Fiskerne på kysten har i denne uge fået en lidt anden fangst end torsk i nettet. 

En lille haj er nemlig svømmet ind i de grønlandske farvande, har fiskere i Qaqortoq og Tasiilaq måttet sande.  

Og det er sjældent, at hajer bliver fanget ved Grønland, men varmere havvand i løbet af sommeren kan være en grund til den nye gæst, vurderer Lars Olsen, der er kurator på akvariet Den Blå Planet i København. 

- Når jeg kigger på de billeder, som I har sendt, så er jeg ikke I tvivl om, at det er en sildehaj. Den har den typiske meget spidse snude og tænder, siger Lars Olsen til KNR.

Sildehajen svømmer normalt ikke længere mod nord end til Island. Den bor i det nordlige Atlanterhav fra Middelhavet og de Kanariske Øer i syd til Island, Nordnorge og de nordøstamerikanske kyster i nord.

I farvandene omkring Danmark bor den i Nordsøen.

Jager sild og makreller

- Den er sandsynligvis nået til Grønland på grund af en kombination af lidt højere vandtemperaturer, og at der er så meget føde, som sildehajen kan svømme efter i form af sild og makreller, siger Lars Olsen.

Peter Motzfeldt fra Qaqortoq havde bestemt heller ikke regnet med at finde en sildehaj i sit net, da han halede bundgarnet op i mandags.

Peter Motzfeldt fangede sildehajen I mandags.

 

- Jeg var overrasket, for det er første gang, det sker, og den var jo tung. Men et af de andre fiskere kendte den og sagde, at det var en haj, siger Peter Motzfeldt.

- Vi troede først, det var en grønlandshaj. Men den var for hvid i farven.

Hajen, som er blevet fanget i Qaqortoq, vejer 250 kilo og er to meter og 60 centimer lang. Peter Motzfeldt har sendt den til Naturinstituttet, hvor den skal undersøges nærmere.