Finans og råstoffer var for tungt for Demokraterne

Demokraterne afstod finans- og råstofdepartementerne, da Vittus Qujaukitsoq har mere erfaring.
Randi Vestergaard Evaldsen
- Vi mener, at vi bør tænke på de forhandlinger, der er i gang nede i finans, og vi bør have én, der er inde i tingene, siger Randi Vestergaard Evaldsen, Demokraterne. Foto © : KNR
05. november 2015 14:44

Det var af hensyn til finanslovsforhandlingerne, at Demokraterne overlod de to tunge departementer for henholdsvis råstoffer og finanser til Vittus Qujaukitsoq fra Siumut, efter at den stress-ramte Andreas Uldum måtte gå på orlov.

Det fortæller Randi Vestergaard Evaldsen, der i stedet for at overtage finanser og råstoffer fra Andreas Uldum har sat sig i stolen som naalakkersuisoq for erhverv, arbejdsmarked og handel.

- Vi mener, at vi bør tænke på de forhandlinger, der er i gang nede i finans, og vi bør have én, der er inde i tingene, siger Randi Vestergaard Evaldsen til KNR.

Læs også VIDEO Qujaukitsoq mand for at få finanserne på plads

Hun mener, at Vittus Qujaukitsoq er mere erfaren.

- Vittus Qujaukitsoq har jo siddet i processen før, så vi mener, at det er det rigtige at gøre i denne situation, siger Randi Vestergaard Evaldsen.

I november 2014 kritiserede Demokraterne ellers Vittus Qujaukitsoq i kraftige vendinger, da han som naalakkersuisoq for finanser offentliggjorde et stort underskud på de offentlige finanser meget sent i valgkampen.

- Det er synd for vores befolkning, at den hele tiden skal leve med den her hemmelighedsfulde Naalakkersuisut. Der er ingen tiltro til Vittus Qujaukitsoq, sagde Randi Vestergaard Evaldsen 26. november 2014 til KNR.

Læs også Hård budgetkritik fra Demokraterne

Randi Vestergaard Evaldsen afviser desuden. at der har været uenighed om, hvorvidt hun var den rigtige kandidat til at erstatte Andreas Uldum i Naalakkersuisut.

- Jeg vil ikke kalde det uenighed. Når der er mere end én person, så er der forskellige meninger, og det er det der har været, men i Demokraterne er vi gode til at komme frem til at komme frem til en samlet beslutning.