Filmworkshop tegner lovende

Der er både erfarne navne og nye talenter på plakaten til filmworkshoppen "TAKE ONE - fra idé til succesfuld filmfinansiering" her i oktober.
Malik Kleists tredje spillefilm, “Angut Tarraqanngitsoq” (Manden uden skygge), er blandt de udvalgte filmprojekter til FILM.GL’s workshop i oktober. Foto © : Tumit Productions
Skrevet af Inge S. Rasmussen
12. oktober 2015 07:02

Seks filmprojekter - tre dokumentarfilm, to fiktionsfilm og en animationsserie - er udvalgt, oplyser filmforeningen film.gl.

Blandt de udvalgte er både kendte navne som Malik Kleist og Inuk Silis Høegh, men også mere uprøvede talenter som Pipaluk Løkke Løgstrup, hvis første filmprojekt er en dokumentarfilm om hundeslædekulturen, og Minik Rosing Jakobsen, som deltager med en socialrealistisk spillefilm.

Læs også Grønlandske filmtalenter søges

Ud af i alt 11 ansøgninger var der syv dokumentarfilm, og foreningen tolker det som en stor lyst til at skildre den grønlandske virkelighed på film.

- Det er dejligt at få bekræftet, at der i Grønland findes et væld af filmskabere, der har noget på hjerte, og som brænder for at realisere deres projekter. Det giver store forhåbninger for Grønlands filmfremtid, udtaler formand for film.gl Pipaluk K. Jørgensen.

Deltagerne får støtte fra de erfarne skandinaviske filmmentorer Christina Rosendahl, Helene Granqvist og Prami Larsen under workshoppen som finder sted i Nuuk fra 20. til 22. oktober.

Nysgerrige filmentusiaster kan få lov at se projekterne, som bliver præsenteret i Katuaq den 22. oktober i forbindelse med Nuuk Nordisk Kulturfestival.

Læs også Innersuaq 2014 blev overrakt

De seks udvalgte projekter og deltagere er:

"Allagaq / The Letter". Instruktør og manuskript: Minik Jakobsen. Producer og fotograf: Ulannaq Ingemann

"Angut Tarraqanngitsoq". Instruktør: Malik Kleist. Lyddesigner/komponist: Qillannguaq Berthelsen

"Arctic Nomads". Instruktør og producer: Pipaluk Løkke Løgstrup

"Dance with Ice". Instruktør: Maida Hald. Producer: Ruth Montgomery-Andersen

"Piffissap Aarnuaa". Instruktører: Christian Rex, Martin Brandt Hansen, Inuk Silis Høegh

"To Verdener, Ét Venskab". Instruktør: Pia C. Bang. Producer: Ulrik Bang