Faglige kvalifikationer må veje tungest

Intern uenighed i Siumiut i debatten om ansættelsen af den kommende kommunaldirektør i Qaasuitsup Kommunia.
Skrevet af Noah Mølgaard
23. januar 2013 07:18

Siumuts gruppeformand i Qaasuitsup Kommunia Karl Kristian Kruse bliver modsagt af et medlem af Siumutgruppen. Karl Kristian Kruse mener, at den næste kommunaldirektør bør være grønlænder. Men det er for tyndt grundlag til ansættelse som øverste embedsmand i kommunen, siger Palle Jeremiassen fra Siumutgruppen.

- Vi har brug for alle. Det er derfor underordnet om personen er dansker, grønlænder eller udlænding. Det vigtigste må være om vedkommende kan bidrage med noget godt til det grønlandske samfund. Det må være den vigtigste argumentation for at ansætte vedkommende, siger Palle Jeremiassen.

Åremålsansættelsen af den nuværende kommunaldirektør Henrik Rafh slutter snart og hans efterfølger skal ansættes per 1. marts.

- Jeg er enig med grønlandisering. Men det er ikke tidsvarende at bruge det alene som bestlutningsgrundlag til ansættelse. Så jeg håber at debatten om ansættelsen sker på baggrund af personens faglige kompetancer, siger Palle Jeremiassen.