Håndbold: Færøsk håb om VM-overraskelse

Håndbold VM for kvinder fløjtes i gang i Tyskland og Holland på onsdag. Færøerne er med for første gang nogensinde.
Det færøske VM-hold Foto © : Hondbóltssamband Faroyar
Skrevet af Noah Mølgaard
24. november 2025 08:58

Hundreder af færøske håndboldfans er nu i den sydtyske by Trier for at følge det færøske kvindelandshold i håndbold, der er debutanter ved VM-slutrunden.

De nordatlantiske debutanter er i pulje med Montenegro, Spanien og Paraguay, og der venter dem noget af en opgave i åbningskampen, hvor de skal møde Montenegro.

- Der er ingen tvivl om, at det er rigtig hårde modstandere. Der tænker jeg specielt på den første modstander Montenegro. De har erfarne spillere. Deres stregspiller og to bagspillere har tilsammen scoret over 1.000 mål i Champions League, siger medkommentator i Færøernes tv-station Kringvarp, Ingi Olsen, til KNR.

Overraskelse?

Han er selv tidligere landsholdsspiller for Færøerne og har været landstræner for Grønland.

Selvom der venter svære kampe i Trier for Færøerne, så giver spillernes individuelle udvikling optimisme.

Holdets bagspillere spiller nu i den danske håndboldliga med Jana Mittún som den bedste spiller og får meget spilletid i deres klubber. Holdets anfører og stregspiller Pernille Brandenborg spiller i den norske liga.

- Jeg tror, at de færøske spillere håber på at kunne drille Montenegro og muligvis overraske mod Spanien, siger Ingi Olsen.

Færøerne er på papiret bedre end Paraguay, der var den fjerdebedste i den sydamerikanske kvalifikationsgruppe.

Folkefest

De tre bedste hold går videre til mellemrunden, hvor en sejr over Paraguay vil sende Færøerne videre til mellemrunden i Stuttgart.

Færøernes VM-deltagelse bliver også en folkefest både i Tyskland og hjemme på de nordatlantiske øer.

- Vores hold har besøgt samtlige skoler i de byer, de har trænet på Færøerne, og opbygger dermed folkelig opbakning. Vi forventer også, at der kommer omkring 500 færøske tilskuere til VM-byen Trier, fortæller Ingi Olsen.

Hovedsponsorer til landsholdet laver også arrangementer i Tyskland, hvor der bliver skabt sammenhold blandt tilskuere, der meget muligt vil have hvide landsholdstrøjer på under deres ophold.

- Sponsorerne er meget aktive. De har taget initiativ til at arrangere rejse til Tyskland, hvor det færøske håndboldforbund ikke behøver at gøre ret meget. Der bliver også arrangeret sammenkomster i Tyskland under VM, siger Ingi Olsen.

DR’s streamingtjeneste DR-TV sender Færøernes kampe direkte. Streaming af Færøernes kamp mod Montenegro starter klokken 17.20 på onsdag.