Landslæge: For få ældre er vaccineret – kan give meget sygdom i juledagene
For de fleste af os giver det et par dage i sengen med feber, hoste og ømhed i kroppen, hvis vi bliver ramt af corona eller influenza.
Men for ældre eller kronisk syge borgere kan et corona- eller influenzaforløb ramme en del hårdere og være mere alvorligt.
Derfor har Landslæge Henrik L. Hansen for et par måneder siden opfordret borgere over 65 år til at blive vaccineret, inden vinteren for alvor er over os.
Men tilslutningen til vaccinerne er stadig lav.
Faktisk er kun 44,4 procent af de 65-årige og ældre blevet vaccineret mod corona i løbet af efteråret. Og det er alt for få, mener Henrik L. Hansen.
- Det er ikke et specielt høj tal. Det foregående år er det gået betydeligt bedre, og hvis vi sammenligner os med andre lande, så er det heller ikke særligt opmuntrende, siger han.
I Danmark er tilslutningen eksempelvis på 73 procent. Og Grønland skal også gerne derop af, mener Landslægen.
- Man skal huske, at corona stadigvæk er en alvorlig sygdom, der kan medføre, at man bliver svært syg, siger han.
Der er store geografiske forskelle på, hvor stor tilslutningen til vaccinerne er. I Paamiut er 36,5 procent af målgruppen blevet vaccineret, mens det i Maniitsoq er hele 73 procent af målgruppen.
Julen kan give ekstra meget sygdom
Ifølge Landslægen har sundhedsvæsenet allerede konstateret flere tilfælde af coronavirus i løbet af november måned. Men virussen vil hurtigere blive spredt den kommende tid, når mange kommer rejsende hjem til jul, vurderer Henrik L. Hansen.
- Vi kan allerede nu se, at der er stærk smittespredning i andre lande, herunder Danmark. Inden for de kommende uger vil der komme rigtig mange tilrejsende fra Danmark, og de vil helt sikkert medbringe smitte af corona og andre smitsomme sygdomme, ligesom vi har set det tidligere år.
Dermed vil de ældre borgere også være mere udsat i julen end tidligere, siger han.
- Der er ikke nogen tvivl om, at vi får en betydende stigning i smitten, når de julerejsende begynder at ankomme. Og det betyder, at en stor gruppe af ældre medborgere vil være i væsentlige større risiko for at blive alvorlig syg af corona i de kommende måneder.