Første person i Danmark er testet positiv for abekopper

Styrelsen for Patientsikkerhed begynder opsporing af abekopper i Danmark efter første positive test i Danmark.
Udslæt og blærer på kroppen kan være symptomer på abekopper. Den første person i Danmark er testet positiv for abekopper. (Arkivfoto). Foto © : Cdc/Brian W.j. Mahy/Reuters
Skrevet af Ritzau
23. maj 2022 14:04

En mand er som den første blevet testet positiv for abekopper i Danmark. Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet mandag.

Manden har udvist symptomer efter en rejse til Spanien. Han har siden været i kontakt med Roskilde Sygehus og Rigshospitalet. Han befinder sig nu i isolation i sit hjem.

- Langt de fleste patienter forventes i et sundhedsvæsen som det danske at komme sig helt, skriver Sundheds- og Ældreministeriet.

Styrelsen for Patientsikkerhed har også mandag oplyst, at den er påbegyndt smitteopsporing af abekopper i Danmark.

- Styrelsen for Patientsikkerhed er i gang med smitteopsporing, så nære kontakter til patienten bliver vejledt i, hvordan de bør forholde sig, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i meddelelsen.

- Sundhedsmyndighederne forventer ikke udbredt samfundssmitte i Danmark, men vi følger situationen tæt for at være bedst muligt forberedt på en eventuel udvikling i smittesituationen.

Sundhedsministeriet beskriver symptomerne på abekopper som blandt andet feber, kulderystelser og et udslæt med blærer, som kan give sår, når de heler.

- Sygdommen er normalt mild, varer omkring to-fire uger og går for de fleste over af sig selv, skriver ministeriet.

Ifølge Statens Serum Institut (SSI) er der bekræftet abekopper hos 83 personer i Europa. 23 af dem er fundet i Spanien. Ifølge SSI har manden, der er testet positiv i Danmark, været på Gran Canaria.