Færre krydstogtsturister besøger Grønland
Mens lidt over 30.000 krydstogtturister besøgte Grønland i 2010, var det tal faldet med næsten 9000 besøgende tre år senere, i 2013.
Faldet kan måske forklares med, at det tidligere Naalakkersuisut i 2008 satte krydstogtsafgiften for passagerer, den såkaldte pax-tax, op til 525 kroner.
Men ifølge den administrerende direktør for Visit Greenland, Anders Stenbakken, er det ikke den eneste forklaring.
Konkurrencedygtig krydstogtsafgift
- Det store fald ligger ikke på de helt store skibe eller på de helt små skibe. De ligger på mellemklasse skibene. Og selvfølgelig har det rigtigt meget med vores pax-tax at gøre. Men det har også noget at gøre med, at rederierne er ved at udfase denne type skibe, fortæller Anders Stenbakken.
I den nye koalitionsaftale, som KNR har oversat fra den grønlandske udgave af aftalen, lægges der op til, at det kommende Naalakkersuisut vil se på, hvordan man kan gøre krydstogtsafgiften mere konkurrencedygtig i forhold til andre europæiske lande.
Læs også Se eller gense den nye koalitions pressemøde
Udvidelse af turistsæson
Krydstogtsskibene er dog ikke det eneste område indenfor turismen med plads til forbedring.
Når det gælder flyturisme har antallet af passagerer de sidste fem år ligget jævnt med et gennemsnit på omtrent 70.500 passagerer om året.
- Det er ikke godt nok. Det at vi ikke har en større volumen er et af de helt store problemer i turismen. Det skaber ikke de jobs, vi gerne vil have, det skal skabe. Og det centrerer sig omkring hovedsæsonen, hvor der ofte er udsolgt. Så det handler rigtigt meget om at få udvidet sæsonerne og meget gerne fordoble vores omsætning i turisterhvervet i løbet af en seksårig periode, siger Anders Stenbakken.
Læs også Musik skal lokke turister til landet
Bæredygtig og ansvarlig turisme
Han opfordrer til, at Grønland i højere grad tager styringen i den turismeudvikling, der er i dag. Især fordi flere udenlandske turistoperatører - blandt andet fra Island - er begyndt at slå sig ned i landet og vil investere i landets turisme.
- De er rigtigt velkomne, og de er en nødvendig medspiller, hvis vi skal udvikle vores erhverv. Men det er vigtigt, at vi også beslutter os for, hvad det er for en form for turisme, vi vil have, så vi sikrer, at turismen i Grønland ikke bare bliver en masseturisme, der pludselig eksploderer. Men at det bliver en turisme med fokus på en ansvarlig og kulturel bæredygtig udvikling, så det giver lokal økonomi, siger Anders Stenbakken.
Læs også Færre hotelværelser står tomme