Færre fisk for samme beløb

Fiskeripartnerskabsaftalen med EU bliver formentlig godkendt i EU's ministerråd i næste uge.
Skrevet af Noah Mølgaard
04. juni 2012 13:06

Selvstyret og EU har forhandlet sig frem til en forlængelse af den nuværende fiskeripartnerskabsaftale. EU får dog færre fisk for samme beløb ifølge den nye aftale.

EU får mindre kvoter på torsk, rødfisk, hellefisk, helleflynder. EU får også mindre kvoter på rejer i Vestgrønland, hvor kvoten bliver reduceret fra 4.000 tons til 3.400 tons. Derimod får EU lidt større kvoter på rejer i Østgrønland, hvor kvoten bliver forhøjet fra 7.000 tons til 7.500 tons, og loddekvoten i Østgrønland bliver forhøjet fra 55.000 tons til 60.000 tons.

- De reducerede fiskemuligheder skal ses i lyset af den videnskabelige rådgivning, meddeler EU.

Danske rederier fisker det meste af EUs kvoter på rejer og lodde i grønlandske farvande.

Kvoterne har derfor stor betydning for danske fiskere, der oplever faldende kvoter på industribestande i europæiske farvande.

EU skal betale en årlige ydelse på 134 millioner kroner for fiskerettighederne i Grønland.

EU kommissionen forventer at aftalen bliver vedtaget med et kvalificeret flertal.

Næste skridt bliver godkendelse Europa Parlamentet, når ministerrådet har godkendt aftalen i næste uge.