EU vil ikke markedsføre grønlandsk sælskind

Det er ikke EU-Kommissionens opgave at markedsføre sælskind som et produkt overfor forbrugerne i EU.
Foto © : Great Greenland
Skrevet af Karsten Sommer
19. juli 2016 11:07

Sådan lyder et svar fra Kommissionen i sagen om en oplysningskampagne om sælskind. 

I efteråret sidste år blev Kommissionen pålagt at informere om retten til at købe og sælge sælskind i EU fra blandt andet Grønland ud fra EU's sælskindsforordning.

Det skete, da det lykkedes efter fælles grønlandsk-dansk indsats at få fastholdt retten til at importere sælskind i EU fra lande, hvor sælfangst er en del af den oprindelige kultur, herunder Grønland.

Men kampagnen har hidtil kun bestået i at lægge information om sælfangst på EU’s egen hjemmeside og sende oplysninger om reglerne ud til EU-landenes toldmyndigheder og faste repræsentationer.

Noget, der tidligere på året vakte kritik fra politikere i både Grønland og Danmark, der mente, at oplysningskampagnen skal være meget mere folkelig, for at kunne nå ud til forbrugerne.

I et svar til Europa-Parlamentet gør Kommissionen dog opmærksom på, at den ikke har ansvaret for at genskabe forbrugernes tillid til køb af sælskind, men alene at informere offentligheden og myndighederne om reglerne på området. 

Det oplyser Udenrigsministeriet i et svar til Folketingets Grønlandsudvalg.