EU klar med nye sanktioner mod Rusland

Ruslands militærindustri, stålindustri og energisektor er mål for nye sanktioner. Også luksusvarer rammes
De nye sanktioner er målrettet blandt andet Ruslands militærindustri, stålindustri samt nye investeringer i russisk energi.
Skrevet af Ritzau
15. marts 2022 10:22

Mens krigen i Ukraine går ind i sin 19. dag, har EU vedtaget en fjerde runde af sanktioner mod Rusland. Det oplyser EU-Kommissionen.

De nye sanktioner er målrettet blandt andet Ruslands militærindustri, stålindustri samt nye investeringer i russisk energi.

Derudover indfører EU et forbud mod at eksportere luksusvarer som dyre biler og smykker fra EU for at ramme Ruslands elite.

Samtidig udvides kredsen af oligarker og selskaber med kontakter til Kreml, der omfattes af sanktioner.

Sanktionerne er en konsekvens af Ruslands "brutale aggression" mod Ukraine og dets befolkning, hedder det i pressemeddelelsen fra EU-Kommissionen.

EU og medlemmer af verdenshandelsorganisationen WTO er desuden enige om, at varer fra Rusland ikke længere skal have de fordele, der kommer med Ruslands hidtidige status i WTO.

Det kan ifølge Reuters åbne for indførelse af straftold på russiske varer og vil sidestille Rusland med lande som Nordkorea og Iran.

- Disse sanktioner vil yderligere øge det økonomiske pres på Kreml og skade Ruslands evne til at finansiere invasionen af Ukraine.

- Sanktionerne er blevet koordineret med internationale partnere, især USA, hedder det i pressemeddelelsen fra EU-Kommissionen.

Hos Dansk Industri vurderer underdirektør Peter Thagesen, at sanktionerne vil have effekt:

- De nye sanktioner, der træder i kraft tirsdag, vil klart sætte russisk økonomi under yderligere pres. Sanktionerne vil forhindre både eksport og import af en række vigtige varer og råstoffer, siger Peter Thagesen.

Han peger dog på, at sanktioner også vil ramme virksomheder og forbrugere i EU i form af stigende priser og mangel på varer og råstoffer.