EU godkender coronavacciner

Vacciner fra Pfizer og Biontech er blevet godkendt af EU.
EU-Kommissionen har mandag aften givet den endelige godkendelse af coronavaccinen fra Pfizer og Biontech. Foto © : Scanpix
Skrevet af Ritzau
22. december 2020 08:56

EU-Kommissionen har mandag aften givet den endelige godkendelse af coronavaccinen fra Pfizer og Biontech.

Det oplyser kommissionsformand Ursula von der Leyen.

- I dag indleder vi et vigtigt kapitel i vores kamp mod covid-19. Vi har besluttet at gøre den første covid-19 vaccine tilgængelig for europæiske borgere, siger von der Leyen på et pressemøde i Bruxelles.

- Dette er vores første vaccine. Flere vacciner kan blive godkendt, hvis de viser sig at være sikre og effektive, siger hun.

LÆS OGSÅ EU-agentur kan mandag godkende coronavaccine

- Som lovet vil denne vaccine være tilgængelig for alle EU-lande på samme tid og på samme betingelser, siger von der Leyen.

Tysklands sundhedsminister, Jens Spahn, kalder det "en milepæl i kampen mod pandemien".

De første vaccinedoser er dermed meget snart på vej til Danmark, og vil være fremme i løbet af få dage. Det skriver lægemiddelproducenten Pfizers danske afdeling i en pressemeddelelse.

Dagens godkendelse af vaccinen betyder samtidig at omkring 3.000 covid-19 vacciner kan lande i Grønland mellem jul og nytår.

Det sagde landslæge Henrik L. Hansen i torsdags til KNR.