Erik Jensen vil gøre det lettere at hente arbejdskraft udefra
Store dele af arbejdsmarkedet mangler kvalificeret arbejdskraft og kan ikke finde nok medarbejdere her i landet.
Hvis man skal hente medarbejdere i Europa udenfor de nordiske lande, kan sagsbehandlingen nemt komme op på tre til fem måneder og nogle gange endnu mere, fortæller Naalakkersuisoq Erik Jensen (S).
LÆS OGSÅ Politiker ønsker hurtigere sagsgang for udenlandsk arbejdskraft
Og det skal der gøres noget ved, for det kan bremse de gode tendenser, der er i landets økonomi og beskæftigelsessituation, mener han.
- Grunden til, at vi gerne vil have en fast-track ordning i Grønland, er, at vi gerne vil bevare den vækst, der er i øjeblikket. Vi vil gerne have mulighed for at besætte alle de ledige stillinger, der er i landet hurtigst muligt, siger Erik Jensen.
Forhåndsgodkendelser skal gøre det nemmere
Derfor har han på et møde i starten af måneden drøftet muligheden for en såkaldt fast-track ordning med den danske udlændinge -og integrations minister Mattias Tesfaye, der er fra Siumuts søsterparti Socialdemokratiet. Ordningen eksisterer allerede for Færøerne.
LÆS OGSÅ Manglen på lokal arbejdskraft udfordrer Royal Greenland
Ordningen reguleres af, hvor mange arbejdsløse der er i landet og forskellige betingelser, som virksomhederne skal opfylde for at gøre brug af ordningen.
Forhåndsgodkendelse kan blandt andet gøre det muligt at hente medarbejdere med det samme, som får lov at arbejde, mens deres sag om arbejdstilladelse behandles. Men der er ingen risiko for, at herboende går glip af arbejde i den forbindelse, understreger Erik Jensen.
- Ved Inatsisartut lov står der allerede, at det er herboende, der har førsteret til at besætte stillingerne. Først når man ikke kan finde tilsvarende her i landet, så kan man hente folk udefra, siger han.
Det kræver dialog med arbejdsmarkedets parter at finde den rigtige ordning
Erik Jensen lægger op til, at ordningen skal tilpasses grønlandske forhold. Men han kan endnu ikke sige noget om, hvordan en fast-track ordning kommer til at se ud, hvis den vedtages her i landet.
LÆS OGSÅ Regler for tilkaldt arbejdskraft skal strammes
- Det skal vi have en diskussion om nu på politisk niveau og med arbejdsmarkedets parter. Helt konkret hvad der kommer til at ske, det vender vi tilbage til, siger Erik Jensen.
Ved mødet med den danske minister blev der truffet aftaler med embedsværket om nærmere kontakt, så man kan komme i gang med at se på, hvordan forholdene kan forbedres konkret.