Erik Jensen: Vi tager Trumps udtalelser alvorligt

Formanden for Siumut havde inviteret Donald Trump til Grønland. Alligevel er han overrasket over, hvordan tingene har udviklet sig.
- Det er vigtigt, at vi fortsætter i ro og tryghed, og det er naalakkersuisuts budskab, siger Erik Jensen. Foto © : KNR
14. januar 2025 11:01

Formanden for Siumut, Erik Jensen, fortæller, at forholdet mellem USA og Grønland har udviklet sig hurtigt og i en retning, han ikke havde regnet med.

Interessen fra den kommende amerikanske præsident, Donald Trump, er nemlig taget betydeligt til i den seneste tid.

- Det er selvfølgelig overraskende, at sådan en mand pludselig får så tætte forhold til os, siger Erik Jensen.

Det var som bekendt Erik Jensen, der inviterede Donald Trump til Grønland i slutningen af december.

Umiddelbart derefter tog Donald Trumps søn så pludselig til Nuuk. Og selvsamme dag udtalte Donald Trump på et pressemøde, at han ikke vil udelukke at overtage kontrollen med Grønland med militære og økonomiske midler.

Erik Jensen siger, at han har fuld forståelse for, at det skaber bekymringer i Grønland, Danmark og internationalt.

- Det undrer mig selvfølgelig ikke, at udtalelserne skaber bekymringer og skaber røre blandt befolkningen. Og det skal vides, at vi også mener, at det er alvorligt, siger Erik Jensen, som er naalakkersuisoq for finanser.

 Vi skal forholde os i ro

Men det bør ikke skabe panik, udtaler Siumuts formand – Det samme har formanden for naalakkersuisut, Múte B. Egede, sagt.

- Det er vigtigt, at vi fortsætter i ro og tryghed, og det er naalakkersuisuts budskab, siger Erik Jensen.

Men hvad ville Erik Jensen egentlig tale med Trump om?

- Som naalakkersuisoq for finanser er det også i min interesse at øge brugen af Grønland og dets rigdomme. Vores hensigt er at føre en selvstændig dialog uden at nogen holder os i hånden.

Donald Trump Jr. opholdt sig i Nuuk i omkring fem timer. Donald Trump takkede for venligheden mod sin søn på det sociale medie Truth Social.

“Vi ses snart igen”, skrev Trump som en hilsen til Grønland.

Donald Trump bliver indsat som præsident for USA mandag 20. januar. Den kommende præsident skrev intet om, hvornår han ville besøge Grønland i sin hilsen.