Erik Jensen om GM: Fjern stopklodserne, der står i vejen for sporten - hurtigst muligt
- Det gælder om at tage initiativ lige nu og gøre noget. Det skal gøres, før det bliver for dyrt for klubberne at afholde turneringerne, fordi rejseomkostningerne er rimelig dyre.
Det siger Siumuts inatsisartutmedlem, Erik Jensen. Han er også medlem af Familie- og Sundhedsudvalget i Inatsisartut.
Og så er han træner for SAK, en sportsklub i Sisimiut. Hans hold er dog ikke kvalificeret til Grønlandsmesterskaberne i fodbold.
LÆS OGSÅ Nivi Olsen om GM-usikkerhed: Vi skal have sparket fodbolden i gang
Regler for forsamlinger
Ind til 31. december må der maksimalt være 100 mennesker samlet indenfor.
Udenfor er 250 mennesker det højeste antal, der må være samlet.
Man må ikke rejse fra kommune til kommune. Ifølge den nye bekendtgørelse fra Selvstyret om midlertidige restriktioner vedrørende forsamlinger står der i paragraf 2:
"Ved arrangementer og begivenheder, som kræver tilmelding, skal arrangøren sikre, at personer fra andre kommuner ikke kan tilmelde sig."
I sidste uge meddelte Naalakkersuisut, at reglerne for, hvordan og hvor mange man må samles, bliver forlænget frem til årsskiftet. Det ser derfor ud til, at det ikke vil være muligt at holde turneringer på tværs af landets kommunegrænser.
Herrernes turnering skulle egentlig fløjtes i gang 10. august i Ilulissat, mens Nuuk skulle afholde kvindernes turnering ugen efter.
Derefter kom Grønlands fodboldforbund, KAK, med en kraftig kritik af Naalakkersuisut for ikke at have rådfort sig hos dem, før reglerne blev underskrevet.
Det handler ikke kun om fodbold
Erik Jensen (S) er den næste på banen, der ønsker at få gang i fodboldmesterskaberne her i landet. Men det handler ikke kun om fodbold, det handler i det hele taget om alle sportsgrene og tilhørende mesterskaber:
- Jeg vil helt klart opfordre Naalakkersuisut til at få fjernet de barrier eller stopklodser, der er for at holde turneringer i de forskellige byer, siger Erik Jensen.
- Det er nu, at vi skal gøre noget ved det, inden det bliver for sent og for dyrt for klubberne at deltage i de forskellige aktiviteter.
LÆS OGSÅ KAK frustreret: Vi kan ikke påvirke, hvordan reglerne skal se ud
I sidste uge præsenterede formand for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, den næste fase af genåbning af landet.
Man må stadig være maksimalt 100 mennesker samlet indenfor - udenfor er 250 mennesker det højeste antal, der må være samlet.
- Og de regler SKAL overholdes, sagde politimester Bjørn Tegner Bay under pressemødet.
Erik Jensen er dog overbevist om, at sportsfolkene vil respektere reglerne:
- Jeg er ret sikker på, at sportsforeningerne vil forholde sig til forholdsreglerne og holde afstand og passe på hinanden, siger han.