Erdogan håber på snarligt møde mellem Putin og Zelenskyj

Ifølge Tyrkiets præsident vil fremskridt ved fredsforhandlinger kunne bane vej for ukrainsk-russisk topmøde.
Tyrkiets præsident Erdogan er i øjeblikket mægleren mellem Rusland og Ukraine i spørgsmålet om fred i Ukraine. Foto © : RitzauScanpix
Skrevet af Ritzau
29. marts 2022 10:06

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, åbnede tirsdag en ny runde fredsforhandlinger mellem Rusland og Ukraine i Istanbul.

Tyrkiet har en særlig relation til Rusland, og det har traditionelt været allieret med Ukraine. Erdogan sagde ved optakten til forhandlingerne, at begge lande har "legitime bekymringer".

Delegationerne fra Rusland og Ukraine er samlet i Dolmabahce-paladset, som tidligere var det vigtigste administrative center for Det Osmanniske Rige.

I sin tv-transmitterede tale til forhandlerne sagde Erdogan, at fremskridt ville kunne bane vej for et møde mellem Ruslands og Ukraines præsidenter, Vladimir Putin og Volodymyr Zelenskyj.

- Tiden er inde til forhandlinger, som fører til konkrete resultater, sagde den tyrkiske leder og opfordrede til en øjeblikkelig våbenhvile:

- Det er op til begge sider, hvis denne tragedie skal stoppes.

Erdogan sagde tidligere på ugen, at Rusland og Ukraine er nået til fælles forståelse på fire af seks punkter i forhandlingerne. Det drejer sig om, at Ukraine vil holde sig ude af Nato, brugen af russisk sprog i Ukraine, nedrustning og sikkerhedsgarantier.

Ukraine håber tirsdag at kunne åbne tre humanitære korridorer, så civile kan evakueres fra belejrede byer. Det inkluderer planer om en sikker korridor for civile, der i private biler ønsker at køre ud af den omringede sydlige havneby Mariupol, skriver The Guardian.

Tyrkiet var 10. marts vært for det første møde mellem udenrigsministrene fra de to lande efter den russiske invasion af Ukraine.

Det er det første møde mellem parterne i to uger, og fire kilder tæt på forhandlingerne siger til The Financial Times, at Rusland ikke længere kræver en "afnazificering" af Ukraine.

Russerne skal ifølge rapporten også være parate til at acceptere Ukraine i EU, så længe det ikke omfatter militær.

Ukraines mål ved forhandlingerne er at opnå fred så hurtigt som muligt, men ikke på bekostning af ukrainske landområder eller suverænitet.

- Vi handler ikke med mennesker, jord eller suverænitet, siger den ukrainske udenrigsminister.