Enoksen: Alle skal rammes ved reformer

Det nye parti vil gerne have gang i de glemte velfærdsreformer. Og reformer bør bæres af alle borgerne, mener partiformanden.
18. november 2014 12:38
Siden Skatte- og Velfærdskommissionen fremlagde sine klare anbefalinger til reformer i 2011, har hverken Inuit Ataqatigiit eller Siumut skabt gennemgribende reformer i samfundet.
 
Det lader til, at det nye Partii Naleraq har mere mod på de svære reformer, der kan gøre ondt. I hvert fald, hvis man skal tro formanden, Hans Enoksen.
 
Alle må ofre noget
- Alle i Grønland må ofre noget. Hvis vi skal have en sund økonomi, nytter det ikke, at kun en del af befokningen giver et offer. Hvis vi skal have den bedste velfærd, må vi alle - Kiiu, jeg og du  - uden undtagelse give et offer. Det vil jeg være med til at arbejde for, sagde Hans Enoksen i valgdebatten og pegere på sin sidemand, Georg Olsen fra Partii Inuit.
 
Enoksen savner offervilje i det politiske liv. Det er nødvendigt, at partierne snart begynder at føre en en hårdere reformlinje i Inatsiartut.
 
Økonomer: Ingen tid at spilde
Viljen fra Inatsisartuts nyeste parti er lige hvad der skal til, hvis man spørger landets økonomer.
 
- Jo længere tid, der går, før vi tager fat om problemet, jo større bliver det, og jo mere nødvendigt bliver det med barske reformer, siger Torben M. Andersen, formand for Grønlands Økonomiske Råd.
 
Demokraterne vil hente inspiration fra Sverige
Af reformforslag er der lige nu kun enighed iblandt Siumut og Demokraterne, og det er om de rare ting, at forære flere penge væk. Blandt andet arbejder begge partier for et beskæftigelsesfradrag. Demokraternes formand ser Sverige som et muligt forbillede. Dér har et beskæftigelsesfradrag fået tusindvis i arbejde.
 
- Sveriges nye beskæftigelsesfradrag (på svensk jobfradrag red.), har fået 80.000 i arbejde, og det har givet en national vækst på 2,5 procent. Så det er én af de reformveje, vi skal frem ad, sagde Andreas Uldum.
 
Et fradrag på arbejde vil skabe en større forskel mellem indtægten som arbejdsløs og hvis du har et arbejde. Som det er lige nu, er der nemlig kun 500 kroner i indtægtsforskel på at være lavtlønnet og at få kontanthjælp.
 
Et andet reformforslag, som ikke vil ondt på nogen, er at sætte selskabsskatten ned. Det er også både en del af Siumut, Atassut og Demokraternes valgprogram. De to eksempler vil måske på sigt bringe et overskud til landskassen, men på kort sigt vil de koste millioner.
 
IA: Skattereform ikke bør ramme, så det gør ondt
Hans Enoksen nævnte i går ikke selv, hvordan han vil stramme livremmen ind i velfærdssamfundet. Et af de håndfaste reformforslag, som måske vil gøre mere ondt, er Inuit Ataqatigiits strategi for at indføre højere skatteprocent for rige borgere, ligesom i de fleste andre lande i verden.
 
Aqqaluaq B. Egede erkendte i den grønlandske debat i går, at partiets politik om en skattereform vil komme til at ramme de rige i landet - dog sagde han, at en skattereform ikke bør ramme, så det gør ondt.
 
Aftenens debatemne er udsatte børn. Partierne begynder debatten i KNR klokken 19.30, og en dansk debat kan ses bagefter klokken 21.00