Endnu et år med de samme advarsler – men ingen handling for landets mest sårbare børn og unge

Da naalakkersuisuts årsrapport for døgninstitutioner og døgntilbud udkom sidste måned, var det mest af alt en gentagelse af tidligere års konklusioner.

Problemerne er de samme – og de er fortsat uløste trods gentagne påpegelser gennem flere år.

Bonnie Jensen, lektor og centerleder for CARE på Ilisimatusarfik, oplever at årsrapporterne de seneste år er blevet mere strømlinet, og at de første mange sider i hver rapport blot er copypaste oplysninger om institutionerne og målgrupperne. 

- Rapporterne gentager, at der er et problem. År efter år. Men der kommer ikke nogen løsningsforslag, siger hun.

Og det er altså til trods for, at der allerede ligger masser af strategier og anbefalinger klar, påpeger Bonnie Jensen.

Eksempelvis er området for efterværn allerede grundigt analyseret i en lang række rapporter.

Departementet for Sociale Anliggender udarbejdede i 2020 en strategiplan, der anbefalede mere efterværn. Det samme gjorde Socialstyrelsen i både 2017 og 2019. Hertil kommer en lang række anbefalinger fra konsulentfirmaer.

- Det får mig til at tænke, at vi måske skal bruge færre kræfter på at udarbejde rapporter og mere på at få dem, vi har, til at fungere, siger hun.

Handlingsplaner uden handling

Selv når der foreligger konkrete handlingsplaner, er de ikke nødvendigvis synlige i årsrapporterne.

I ’National handlingsplan mod forældres omsorgssvigt af børn 2020-2030’ står der blandt andet, at der skal etableres behandlingstilbud for børn og unge med seksuel krænkende adfærd på landets døgninstitutioner.

- Men det fremgår ikke af årsrapporten, selvom der allerede findes institutioner med netop den målgruppe, siger Bonnie Jensen.

Til gengæld nævner rapporten, at der er ”manglende retningslinjer” for lige netop dette område – på trods af at en handlingsplan altså allerede eksisterer.

Strategierne er lagt. Der er masser af rapporter, der i større eller mindre omfang omhandler døgninstitutionsområdet, fortæller Bonnie Jensen. Men bliver de brugt til noget? Det kan hun ikke umiddelbart se.

Efterværn mangler - og ingen ved hvad der sker med de unge

Et andet gennemgående problem i årsrapporten er manglen på efterværn til unge, som fylder 18 år og forlader institutionerne.

For mange unge, der har boet på en institution i flere år, er det deres vigtigste netværk. Og når de udskrives, står de derfor ofte alene.

Loven giver kommunerne mulighed for at tilbyde efterværn, men i praksis sker det kun sjældent. 

- Jeg lavede en opfølgning på min ph.d., hvor jeg prøvede at få fat i de børn, jeg interviewede, men mange af dem er forsvundet.

- Og der kan selvfølgelig være mange forskellige grunde til, at jeg ikke kunne få fat i dem. De kan være udskrevet til gaden, taget til Danmark eller været afgået ved døden, siger Bonnie Jensen.

Men det er ikke til at vide. Kommunerne er nemlig ikke forpligtet til at indrapportere data om, hvordan de unge klarer sig efter udskrivelsen.

Dermed står en af de mest sårbare grupper uden systematisk opfølgning – og uden et klart billede af, hvad der sker med dem.

"Hvorfor vil vi ikke betale for det vigtigste arbejde?"

Også manglen på kvalificeret personale er et tilbagevendende tema – og har været det helt tilbage fra den første årsrapport i 2001.

- Man bliver ved med at sige, at det er noget af det vigtigste arbejde, og at børnene er vores fremtid. Men man vil simpelthen ikke betale pædagogerne for at lave arbejdet, siger Bonnie Jensen.

Allerede i 1996 anbefalede Det Forebyggelsespolitiske Råd ellers at forbedre lønvilkårene for pædagoger for at fastholde dem i arbejdet. 

Og selvom en ny overenskomst i starten af året gav pædagogerne en lønforhøjelse, er niveauet stadig for lavt til at tiltrække og fastholde medarbejdere

- I min optik står pædagogerne bare traditionelt meget svagere lønmæssigt end fx skolelærere og socialrådgivere. Kombinerer man det med skæve arbejdstider, så har man en del af forklaringen på, hvorfor vi har pædagogmangel, siger hun.

Bonnie Jensen er forhåbningsfuld for at der vil ske ændringer på området - men understreger, at det altså er de samme udfordringer der gør sig gældende, som altid. 

Og selvom løsningsforslagene er formuleret, mangler der stadig klare tegn på, at de bliver omsat til konkret handling.