En million hektar af Australiens østkyst er gået op i flammer

Onsdag er situationen forbedret i New South Wales, mens borgerne i Queensland forbereder sig på det værste.
Tirsdag opstod der flere end 300 nye brande i delstaten, som blev spredt af høje temperaturer og kraftige vind. Flere end 50 hjem blev ødelagt, og 21 personer blev såret i forbindelse med brandene. Foto © : Peter Parks/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
13. november 2019 13:06

Mere end 1,1 million hektar er brændt af eller brænder fortsat på den australske østkyst.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters natten til onsdag dansk tid.

Onsdag morgen lokal tid er brandmyndighedernes fokus særlig rettet mod delstaten Queensland, hvor temperaturer over 36 grader og kraftige vinde kan forværre situationen voldsomt.

På grund af vejrudsigten er der udstedt advarsler om alvorlig brandfare i hele den sydlige del af Queensland. Det skriver The Guardian.

Forstærkning fra udlandet

Brandvæsenet i delstaten fik tirsdag forstærkninger fra New Zealand. Og onsdag er der også ankommet ekstra styrker fra Tasmanien.

Det oplyser premierministeren i Queensland, Annastacia Palaszczuk, skriver The Guardian.

LÆS OGSÅ Australien: Hvis der kommer flere skovbrande kan vi ikke stoppe dem

Alle beboere i områderne Scenic Rim og Noosa er blevet bedt om at forlade deres hjem og søge i sikkerhed.

Efter en meget voldsom tirsdag er situationen i delstaten New South Wales, der er den mest tætbefolkede i Australien, til gengæld forbedret en smule. Det skriver Reuters.

Køligere vejr forbedrer situation

Der er således ikke længere brande i delstaten, som myndighederne har deklareret med den højeste advarsel: "emergency level". Tirsdag var der i alt 19 af denne type brande i New South Wales.

Tirsdag opstod der flere end 300 nye brande i delstaten, som blev spredt af høje temperaturer og kraftige vind. Flere end 50 hjem blev ødelagt, og 21 personer blev såret i forbindelse med brandene.

Flammerne kom få meter fra flere hjem i udkanten af Sydneys forstæder.

Et skifte til køligere vejr har været med til at forbedre forholdene onsdag morgen, hvilket har fået befolkningen i delstaten til at ånde lettet op, skriver nyhedsbureauet AFP.

Må ikke nævne klimaforandringer

Alligevel advarer brandvæsenet i delstaten om, at ingen kan vide sig sikre endnu. For i næste uge stiger temperaturerne igen i New South Wales.

LÆS OGSÅ Australien advarer mod voldsomme skovbrande

Australske embedsmænd er blevet instrueret i ikke at nævne klimaforandringerne i forbindelse med skovbrande i landet.

Det skriver The Guardian natten til onsdag dansk tid.

Mens skovbrande hærger den australske østkyst, er embedsmænd fra delstaten New South Wales til en konference om klimatilpasning blevet opfordret til ikke at forbinde brandene med klimaforandringerne