Australien: Hvis der kommer flere skovbrande kan vi ikke stoppe dem

Temperaturer på op til 40 grader og vindstød på 60 kilometer i timen frygtes at sprede brande i Australien.
Skrevet af Ritzau
12. november 2019 09:32

Tusindvis af brandmænd gør sig klar på den australske østkyst, hvor hård kuling, brandvarme temperaturer og et knastørt landskab har skabt "katastrofal brandfare".

Direktøren for brandvæsenet i New South Wales, advarer om, at "hvis flere brande begynder at tage fat, så kan vi ikke stoppe dem".

LÆS OGSÅ Australien advarer mod voldsomme skovbrande

Myndighederne frygter, at vejret de kommende dage vil forværre situationen.

Der ventes i nogle områder temperaturer op mod 40 grader og en voldsom blæst med vindstød på op mod 60 kilometer i timen.

600 skoler lukket

De seneste dage har brandfolk kæmpet med flere end 100 skovbrande i delstaterne New South Wales og Queensland.

Flere end 600 skoler er blevet lukket på grund af den høje brandfare, ligesom at mange nationalparker er blevet lukket for besøgende.

Politiet og militæret er blevet sat ind for at hjælpe brandvæsenet med logistikken. Der er indsat flere end 80 fly og helikoptere, der kan kaste vand over de tørre landskaber.

Tre personer har mistet livet i weekenden under brandene i New South Wales. Tusindvis er blevet evakueret, og mindst 150 hjem er blevet ødelagt af flammerne.

/ritzau/AFP