Nu reagerer amerikanske eksperter på DR-historie
Artiklen er opdateret d. 30 marts med en kommentar fra DR.
DR har i en nyligt udgivet artikel genskabt begivenhederne i januar, hvor Danmark sammen med de europæiske allierede forberedte sig på at forsvare Grønland mod en amerikansk invasion.
Ifølge mindst 12 anonyme, centrale kilder fra en række lande blev der oprustet militært til et angreb af yderste konsekvens.
I tilfælde af væbnet konflikt planlagde Kongeriget Danmark at sprænge landingsbanerne i Nuuk og Kangerlussuaq i luften for at forhindre amerikanerne i at landsætte tropper.
Blod fra danske blodbanker blev fragtet til Grønland for at kunne håndtere en blodig konfrontation med verdens mægtigste supermagt.
Europæiske allierede som Frankrig stod klar til at yde så meget militær støtte som nødvendigt for at afværge en mulig amerikansk overtagelse.
I lyset af disse oplysninger har KNR talt med danske eksperter om historien, som vurderer, at den højst sandsynligt er et bevidst læk fra den danske regering.
Tegn på alvor
For at få det fulde perspektiv vendes blikket nu mod USA, hvor KNR har drøftet historien med tre toneangivende arktiske sikkerhedseksperter, som giver deres besyv på DR’s genskabelse af forløbet.
Med forbehold for, at oplysningerne i historien er sande, fortæller de alle, at de er enige om, at Kongeriget gjorde, hvad der var nødvendigt og kløgtigt under omstændighederne.
Rebecca Pincus, en arktisk sikkerhedsekspert tilknyttet tænketanken Foreign Policy Research Institute, siger, at historien illustrerer, hvor alvorligt man tog Trump-administrationens retorik.
Hun fortæller, at det at lave krigsforberedelser og -øvelser slet ikke er nyt.
Men det, hun hæfter sig ved, er, at man fløj rigtigt blod til Grønland.
Det er i en 'helt anden kategori,' siger Rebecca Pincus, der har været direktør ved et polarinstitut i USA og undervist på USA’s Naval War College.
- At bruge og flytte reelle blodforsyninger peger på et niveau af bekymring eller forberedelse, som ligger uden for normen og går ud over en typisk øvelse, fordi blodforsyninger er begrænsede. I en øvelse ville man let kunne bruge falsk blod.
Brugen af rigtigt blod signalerer, at der var tale om noget mere alvorligt end blot traditionelle militærøvelser, ifølge hende.
Delte meninger
Alligevel opstår der sprækker i eksperternes vurderinger af både handlingerne i historien og mulige grunde til udgivelsestidspunktet.
Marisol Maddox, ekspert i arktisk sikkerhedspolitik og senior fellow ved Institute of Arctic Studies ved Dartmouth University’s Dickey Center, mener, at Europa og Canada forsøger at udnytte en unik mulighed til at afskrække USA fra at handle i forhold til Grønland.
Fordi det ikke går, som ønsket, i Iran, og fordi USA samtidig retter blikket mod Cuba, kan det være, at Europa og Canada forsøger at udnytte, at der pludselig er 'begrænsede ressourcer og politisk råderum i USA til at udvide militær aggression mod Grønland.'
Det mener hun, at de forfølger med 'betydelig hast,' blandt andet ved at gøre klart, at de vil stå imod amerikansk aggression.
- Jeg ville ikke blive overrasket, hvis dette læk var bevidst, fordi Kongeriget Danmark gennem flere kanaler signalerer både sin evne og vilje til at forsvare Grønland mod enhver form for aggression, siger hun.
En slags afskrækkelsesstrategi, hvor man 'udfordrer enhver amerikansk antagelse om, at en invasion af Grønland ville være let eller ubestridt.'
- På denne måde forstærker de USA’s opfattelse af, at det ville medføre højere omkostninger, end man burde være komfortabel med, hvis man valgte en militær løsning i forhold til Grønland.
Udgivelsestidspunktet kan også være 'forbundet med voksende spændinger inden for NATO som følge af Trumps beslutning om at invadere Iran og ophæve sanktioner mod Rusland samt med folketingsvalget, der står for døren i næste uge', spår hun.
Danmarks Radio afviser i et svar, at historien er et resultat af et planlagt regeringslæk og skriver:
- En lille gruppe DR-journalister har individuelt og gennem et års tid ført adskillige samtaler med en række centrale kilder fra Forsvaret, udlandet, regeringen og efterretningsverdenen. Det er journalisterne, der har kontaktet kilderne - ikke omvendt. Disse samtaler er grundlaget for, at vi kunne sammenstykke den historie vi udgav i sidste uge.
Sært at sprænge landingsbaner
Iris Ferguson er gæsteforsker ved University of Pennsylvania’s afdeling i Washington D.C.
Hun har arbejdet med arktisk sikkerhedspolitik på højeste embedsniveau i USA, både under Biden-administrationen og den første Trump-administration.
Iris Ferguson siger, at det er svært at vurdere gyldigheden af indholdet i DR-historien, men at den beskriver handlinger, som er ganske almindelige i militære øvelser.
Alligevel finder hun oplysningerne om at sprænge landingsbaner usædvanlige.
- Hvis der var sandhed i denne konkrete plan, ville en udfordring være, at sprængning af en landingsbane faktisk ville hæmme muligheden for at forlade området eller få forsyninger frem, siger hun.
- Det ville have enorme konsekvenser for den lokale befolkning, ud over at afskrække andre fra at komme ind, siger hun og peger på, at det typisk er via landingsbaner, materialer fragtes.
Det gælder især i Grønland, hvor landingsbaner som dem i Nuuk og Kangerlussuaq er altafgørende.
- Det er svært at sige, hvor meget sandhed, der er i historien, men enhver form for ødelæggelse af infrastrukturen ville få betydelige konsekvenser, siger Iris Ferguson.
Marisol Maddox og Rebecca Pincus peger på, at kompromittering af kritisk infrastruktur, som angribende styrker måtte være afhængige af, er en central strategi for forsvarsplanlæggere og ville sætte amerikanerne i en vanskelig situation.
- Der findes lignende planer, der involverer at sprænge broer og andet i andre dele af Arktis, hvis det skulle blive nødvendigt i en krigskontekst, siger Marisol Maddox til KNR.