Emanuel Nûko er færdig i Inatsisartut

Politikerne har smidt Emanuel Nûko ud af Inatsisartut, fordi han har fået en bøde i Landsretten.
Emanuel Nûkos dage i inatsisartut er talte. Nu skal han tænke på sig selv, skriver han på Facebook. Foto © : Malik Brøns / KNR
12. april 2024 10:56

Rettelse: Det er tidligere fremgået af artiklen, at Emanuel Nûko er dømt for vold i Landsretten. Han blev frikendt for vold, men han blev idømt en bøde for at forstyrre den offentlige orden. KNR beklager fejlen. 

Torsdag blev Emanuel Nûkos sidste dag i Inatsisartut.

Det blev det, fordi et flertal af landets politikere besluttede, at han ikke kan fortsætte som medlem. Det sker, fordi han har fået en bøde for at forstyrre den offentlige orden.

Om sagen mod Emanuel Nûko

16. maj 2021 kort efter klokken 22 i Tasiilaq blev Emanuel Nûko anholdt for at have udvist voldelig adfærd og forstyrret den offentlige orden. Det fremgår af et anklageskrift, som KNR er i besiddelse af.

I følge anklageskriftet havde Inatsisartut-medlemmet indtaget omkring 15-20 genstande i løbet af aftenen.

Derefter havde han indledt en højlydt diskussion med en unavngiven person, som han efterfølgende slog to gange i baghovedet og skubbede omkuld.

Politiet blev tilkaldt og forsøgte at mane ham til ro, men uden held.

To gange undlod han at adlyde politiets ordre om at blive stående, hvor han var. I stedet fortsatte han aggressivt frem mod politipatruljen og slog ud med armene, står der i anklageskriftet.

Det fik politiet til at peberspraye og anholde ham.

Naleraq-politikeren, der også er medlem af Inatsisartut, blev frifundet for begge tiltaler ved Sermersooq Kredsret i Tasiilaq 12. februar.

Her krævede anklagemyndigheden, at han blev anbragt i en anstalt i 30 dage.

Ifølge anklageskriftet er Emanuel Nûko anklaget for at have overtrådt politivedtægten i Kommuneqarfik Sermersooq paragraf 18, jævnfør paragraf 3, og kriminallovens paragraf 88.

Personligt mener hovedpersonen ikke, at det vil betyde noget negativt for ham, fortæller han til KNR:

Jeg tager det ikke personligt, og det giver ikke en negativ effekt til mig. Jeg har været klar til deres beslutning længe, og jeg respekterer deres valg, siger Emanuel Nûko.

På Facebook skriver han også, at han er ude, men ønsker ro derfor vil han ikke kommentere yderligere.

'Jeg skal være mig selv i dag. Jeg accepterer og respekterer beslutningen. Jeg er ikke længere medlem af Inatsisartut. Jeg er meget glad for, at jeg fra i dag har selvbestemmelse, jeg vil lytte og tænke på mine omgivelser. Jeg vil ikke svare på kommentarerne, da jeg i ro og mag vil bruge dagen på mig selv', skrev Emanuel Nûko i sit Facebookopslag i går.

Kæmper videre

Selvom Naleraq-politikeren nu er fortid i Inatsisartut, giver han ikke op, fortæller han.

- Jeg planlægger at stille op til valget igen. Jeg vil altid kæmpe for befolkningens velfærd, siger han.

Emanuel Nûko var tiltalt for vold, men han blev frifundet i både kredsretten og Landsretten. I Landsretten blev han dog idømt en bøde for at forstyrre den offentlige orden.

Hans afløser i Inatsisartut bliver ifølge Sermitsiaq AG Mette Hammeken fra Ittoqqortoormiit.