Ekspert om Ukraine-krise: Grønland kan komme i klemme mellem penge og politik

Grønland kan komme i et dilemma mellem eksport og udenrigspolitik, når USA og EU indfører økonomiske sanktioner mod Rusland, mener ekspert.
Konflikten i Østukraine er spidset til. Nu venter der sanktioner mod Rusland og oprørsgrupper i Ukraine. Foto © : Scanpix
22. februar 2022 16:12

Fisk eller fred?

Sådan kan spørgsmålet til Naalakkersuisut komme til at lyde, efter Vesten har besluttet at indføre sanktioner mod Rusland på grund af Ukraine-krisen.

Det siger militærforsker Johannes Riber fra Center for Arktiske Sikkerhedsstudier ved Forsvarsakademiet i Danmark.

- Hvis amerikanerne sammen med europæerne laver et sanktionsregime, der blandt andet hedder, at man straffer firmaer, der handler med Rusland, så bliver Grønland ramt af det indirekte.

Grønland bestemmer selv, hvilke lande man handler med. Og handel med Rusland kan i teorien frit fortsætte, selv om EU og USA indfører sanktioner mod landet. Men Grønland kan komme under et stort politisk pres fra blandt andet EU og USA for at bakke op om sanktionerne, siger Johannes Riber til KNR.

-  Så skal man forholde sig til, om man handler med russerne eller med amerikanerne.

Sanktioner mod støtte til oprører og russisk militær

Mandag meddelte Ruslands præsident Putin, at han anser regionerne Donetsk og Luhansk i det østlige Ukraine som russiske og har sendt russiske soldater til områderne.

Det har fået USA, Danmark og resten af EU til at varsle sanktioner mod Rusland. De mener, at Rusland bryder med folkeretten og Ukraines selvstændighed. Blandt andet vil USA forbyde nye investeringer, handel og finansiering fra amerikanske personer til, fra eller i regionerne og varsler flere sanktioner. 

LÆS OGSÅ Biden har atter advaret Putin mod invasion af Ukraine

Ifølge Grønlands Statistik havde Grønland i 2018 en eksport til Rusland på omkring 400 millioner kroner. Året efter var tallet dog faldet til godt 60 millioner kroner.

Selv om Rusland ikke er topscorer på listen over Grønlands eksportlande, kan firmaer, eksempelvis Royal Greenland med filial i USA, komme i problemer på sigt, vurderer Johannes Riber.

- Så skal man nok forvente, at der kommer et pres fra amerikanerne, der siger: "Er I nu helt sikre på, at det her er en god ide?" Det vil ikke undre mig, hvis de mener, at det er noget, som Grønland og Færøerne ikke skal gøre. 

Royal Greenland ønsker ikke at kommentere på samhandlen med Rusland, oplyser selskabet til KNR. 

Sanktioner mod Rusland

Tysland har valgt at stoppe for gasledningen North Stream 2, som skal føre gas fra Rusland til Europa.

EU vil sanktionere personer, der anerkender udbryderregioner i Ukraine, og banker, der hjælper med at finansiere det russiske militær.

USA vil forbyde nye investeringer, handel og finansiering fra amerikanske personer til, fra eller i regionerne og varsler flere sanktioner.

Færøerne i klemme under Krim-krise

I 2014 annekterede Rusland Krim-halvøen. Her kom Færøerne i konflikt med den danske regering og EU, da landet fortsatte med at sælge laks til Rusland, mens EU indførte handelssanktioner mod russerne.

Formelt er Færøerne og Grønland i dag kun tvunget til at stoppe handlen med Rusland, hvis sanktionerne bliver vedtaget i FN's Sikkerhedsråd.

På Naalakkersuisuts hjemmeside skriver formanden for naalakkersuisut, Múte Bourup Egede, at han er bekymret for udviklingen i Ukraine: 

- Naalakkersuisut følger nøje den alvorlige situation og er klar til at tage de skridt, der bliver nødvendige. Naalakkersuisut har også en klar holdning til, at konflikten ikke breder sig til Arktis, da man vil have lavspænding i området.