Ekspert om demonstrationer: Kim Kielsen behøver ikke at være bange

Igen i dag er der demonstration mod Naalakkersuisut. Folk er virkelig på barrikaderne lige nu, siger adjunkt ved Ilisimatusarfik.
- Det er relativt tit, at der er demonstrationer i Grønland mod uran eller andet. Men de nye afgifter er blevet oplevet som en hovsa-løsning, og befolkningen er virkelig på barrikaderne, siger adjunkt ved Ilisimatusarfik. Foto © : Malik Brøns, KNR
27. november 2019 15:23

- Befolkningen er virkelig på barrikaderne. Der er stor kritik fra folkedybet lige nu, siger Rasmus Leander Nielsen, der er adjunkt på samfundsvidenskab på Ilisimatusarfik.

For i sidste uge demonstrerede mindst 1000 mennesker i Nuuk mod Naalakkersuisut. ”Nok er nok” var navnet på demonstrationen- og i dag fortsætter protesterne. 

LÆS OGSÅ Demonstranter går på gaden igen i dag

Det var blandt andet de nye, højere afgifter på slik, tobak og alkohol, som Inatsisartut vedtog for at få finansloven til at hænge sammen, som fik demonstranterne på gaden. 

De nye afgifter er blevet oplevet som en hovsa-løsning, og befolkningen er virkelig på barrikaderne.

Demonstranterne mener også, at Naalakkersuisut prioriterer lufthavne og lavere selskabsskat højere end børnene her i landet – men ikke desto mindre blev finansloven vedtaget i fredags, og dermed er demonstranternes protester ikke blevet hørt. Og Kim Kielsen – han sidder stadig i formandskontoret i Naalakkersuisut. 

Modstand kan vokse sig større

- Det er relativt tit, at der er demonstrationer i Grønland. Mod uran eller andet. Men de nye afgifter er blevet oplevet som en hovsa-løsning, og befolkningen er virkelig på barrikaderne, siger Rasmus Leander Nielsen.

Han mener dog ikke, at Kim Kielsen behøver at frygte den folkestemning, som er eksploderet i det åbne mod ham og Naalakkersuisut. 

Foto © : Malik Brøns, KNR

En demonstrant hældte sukker ud på trappen foran Inatsisartut ved demonstrationen for en uge siden. 

 

- Timingen er god for Kim Kielsen. Efterårssamlingen er slut, så oppositionen kan ikke bruge den folkelige modstand i deres arbejde i Inatsisartut, siger han.

LÆS OGSÅ Demonstration mod nye afgifter: Nok er nok!

- Hvis kritikken varer ved, og demonstrationerne vokser sig større og større i flere byer, så kan det blive en stor sag. Men på den korte bane er det et vink med en vognstang fra befolkningen. Lige nu er Kim Kielsen ikke mere truet, end han har været hele efteråret. 

Og Kim Kielsen og Naalakkersuisut har reddet sig igennem en efterårssamling med ret meget turbulens. 

Borgerkrig i Siumut

- Allerede inden efterårssamlingen startede, var der borgerkrig i Siumut. Han stod på meget tynd is, siger Rasmus Leander Nielsen.

- Der er ridser i lakken, for internt i partiet er borgerkrigen ikke helt slut, og forholdet til oppositionen er ikke blevet bedre.

Grønland er langt fra det eneste sted i verden, hvor folk demonstrerer højlydt mod regeringen. I blandt andet Hong Kong og Sydamerika er der voldsomme protester - men hvor meget skal der egentlig demonstreres, før en regering træder tilbage? Sagt på en anden måde:

Hvad skal der til for at true Kim Kielsen?

- Der er ingen lige linje i forskningen, der viser, hvornår nok er nok, siger Rasmus Leander. 

LÆS OGSÅ Demonstranter efter finanslov: Vi er skuffede og vrede

- Men det kræver, at opstanden fortsætter og bliver større i flere byer – og at Demokraterne trækker deres større til mindetalsregeringen. 

Han tvivler dog på, at det sidste kommer til at ske nu - for i virkeligheden er der ingen, der har interesse i et valg nu og her.

- Nogle af de små partier som Atassut og Samarbejdspartiet er ikke sikre på at blive valgt ind igen. Der er intern borgerkrig i Siumut, og IA har en relativt ny formand, der lige skal finde sit politiske fodfæste. Så er der Demokraterne, hvor Niels Thomsen har meldt ud, at han er endegyldigt ude af politik. Så de skal også lige finde deres ben. Egentlig er ingen af de grønlandske partier vildt godt kørende lige for tiden, siger Rasmus Leander Nielsen.

- Så der er nok ingen, der ser valg som den mest fantastiske løsning lige nu.    

Foto © : Malik Brøns; KNR

Nok er nok, råbte demonstranterne i Nuuk i sidste uge