Eksemskole er på vej - med en million kroner i støtte fra A.P. Møller

Grønland får sin første eksemskole. Den skal lave undervisningsmateriale og rejse rundt i byer og bygder og undervise i eksem.
Lone Hove er speciallæge og områdeansvarlig for dermatologi i Grønland. Foto © : Privatfoto
21. februar 2023 13:06

 Grønland får en eksemskole - og det sker med en million kroner i støtte fra den A.P. Møllerske Støttefond.

Det meddeler sundhedsvæsenet i en pressemeddelelse. 

Cirka hvert tredje barn i landet har - eller har haft – problemer med børneeksem. Sammenlignet med Danmark har omkring hver femte af de danske børn eksem.

For mange i Grønland lider af hudproblemer, der forværres af det tørre klima og lange vintre med mange lag tøj og lille mængde af sollys.

- Vi mangler endnu at finansiere den sidste halvdel af skolen, men nu kan vi komme i gang. 

Første kurser - forhåbentlig - til sommer

Skolen skal lave undervisningsmateriale specielt til Grønland, personalet skal rejse rundt og lave undervisning  - og så skal den i sidste ende være et videnscenter i forhold til eksem. 

I Nuuk er skolen forankret på Dronning Ingrids Sundhedscenter. 

Teststederne er Narsaq, Qaanaaq og Qeqertarsuatsiaat.

- Fra vuggestuepædagogen til lærere, forældre og personale på sundhedscentre og bygdekonsultationer i landet er der behov for mere viden. Det er i forhold til behandlingsmuligheder, forebyggelse af udbrud, produkter, man kan bruge for ikke at irritere huden, og hygiejne- og pasningsniveau af huden på børnene, siger Lone S. Hove.

Eksemskolen håber at kunne lave de første kurser i Nuuk til sommer.

Senere følger udvalgte bygder på kysten over sommeren og efteråret. 

I starten af februar startede lægeklinikken på Dronning Ingrids Hospital i hovedstaden også med at tilbyde lysterapi til patienter med eksem og psoriasis.