Efter timelang debat: Politikerne kan stadig ikke sætte dato på genåbning af landet

Der er bare 11 dage til 31. maj, hvor de nuværende restriktioner på flytrafikken ind i landet stopper. Men hvad der skal ske derefter, kunne politikerne ikke tage stilling til i dag.
Det er muligt at rejse ud af landet, men indrejseforbuddet gælder ind til videre frem til 31. maj. Det betyder, at rejsende, som skal retur til Grønland, skal kontakte myndighederne og have en tilladelse for at rejse ind i landet.  Foto © : Simon Uldum
20. maj 2020 16:20

- Nu er tiden inde til at overveje, hvordan vi åbner til omverden. Vi har nu fastlagt inddæmningsstrategi, beredskaber, kommunikationsplan og er forberedte. 

Sådan lød det fra formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, da en fem timer og 15 minutter lang debat om genåbning af landet startede i Inatsisartut tidligere i dag.

Strategi for genåbning:
 

Fase 1 Åbningen kan påbegyndes, når andelen af smittede ved testning ikke overstiger 5 procent af befolkningen i Danmark.
 

Åbningen medfører, at der tillades max 600 indrejsende med fly pr. uge.

Rejsende skal være testet negative før afgang og skal testes på femtedagen efter ankomst. Rejsende skal i karantæne fra ankomst og frem til, at der er et negativt testresultat. 

Derudover fastholdes nuværende påbud og anbefalinger.

 

Fase 2 Ved anden fase af åbningen skal antallet af eventuelt smittede i Grønland være kendt og håndteret.

 

Andelen af smittede ved testning overstiger ikke 2 procent af befolkningen i Danmark.
 

Åbningen medfører, at der tillades max 1200 indrejsende med fly pr. uge.

Rejsende skal testes negative før afgang og skal testes på femtedagen efter ankomst. Rejsende skal være i karantæne fra ankomst frem til et negativt testresultat foreligger.

Derudover fastholdes nuværende påbud og anbefalinger.

 

Fase 3: 

Ved tredje fase af åbningen skal antallet af eventuelt smittede i Grønland være kendt og håndteret.

Andelen af smittede ved testning overstiger ikke 1 procent af befolkningen i Danmark.
 

Åbningen medfører, at der ikke er begrænsninger i antallet af flypassagerer.

Rejsende skal testes ved symptomer efter ankomst. Nuværende anbefalinger opretholdes, men påbud ophæves.

 

Gældende for alle tre faser er, at alle borgere skal lade sig teste ved symptomer på COVID-19, og alle opfordres til at undlade at rejse, hvis man har sygdomssymptomer.

- I erkendelse af at vi ikke kan blive ved med at forhindre indrejse, lægger Naalakkersuisut i denne åbningsstrategi op til at arbejde med gradvis åbning i tre faser, sagde Kim Kielsen.

Der blev bare ikke sat nogen dato på åbningen af landet. 

Air Greenland har udvidet nødplan

De nuværende restriktioner, der er på flyrejser ind i landet, udløber 31. maj. Der er 11 dage til. Og der er stadig ikke sat dato på den første fase af åbningen.

Det er muligt at rejse ud af landet, men indrejseforbuddet gælder ind til videre frem til 31. maj. Det betyder, at rejsende, som skal retur til Grønland, skal kontakte myndighederne og have en tilladelse for at rejse ind i landet. 

 

LÆS OGSÅ Kielsen: Stadig ingen dato på genåbning af landet

Der er ellers lavet en strategi for åbningen i tre faser. Fra 1. juni har Air Greenland lavet en såkaldt udvidet nødplan. Det er en aftale, som Selvstyret har lavet med Air Greenland, og den betyder, at der fra 1. juni er tre ugentlige afgange på ruten mellem Kangerlussuaq og København. Normalt ville Air Greenland have op 10 ugentlige flyvninger. 

Derfor er datoen 1. juni heller ikke en officiel åbningsdato - det er blot den dag, hvor et udvidet nødberedskab i Air Greenland træder i kraft. 

Vi skal ikke agere som læger

Men politikerne i Inatsisartut ville ikke pege på en dag i kalenderen.

- Man skal passe på ikke at agere som læger. Det må være den strategiske coronastabs ansvar at komme med en anbefaling til en åbningsdato, sagde Siumuts Hermann Berthelsen under debatten.

- Jeg er meget usikker på åbning. De, som har viden, skal komme med en dato for åbning. Det skal vi politikere ikke.

Heller ikke IA ville fremhæve en bestemt dato. 

- Tiden er inde til, at der sker en gradvis genåbning. Men vi skal understrege, at vi stadigvæk skal passe på. Så vi ikke spiller hasard med vores helbred, sagde formand Muté Borup Egede. 

LÆS OGSÅ Naalakkersuisut og Air Greenland: Nu kan billige flybilletter refunderes 

Heller ikke Demokraterne ville lægge hovedet på blokken og fremhæve en dato, selv om fungerende formand Nivi Olsen argumenterede for det nødvendige i en åbning. 

- Det er vigtigt, at vi begynder at genåbne Grønland, så især vores turismebranche kan komme i gang igen. Her tænker jeg ikke kun flyforbindelserne fra Danmark til Kangerlussuaq, der fra den 1. juni vil blive betjent med tre ugentlige flyvninger. Jeg tænker også på forbindelserne fra Island til Østkysten og andre steder, så vi kan få gang i turisme alle steder i landet. Demokraterne vil i denne forbindelse opfordre til, at dette sker, sagde Nivi Olsen.

Dårligt samarbejde

I stedet for at blive enige om en åbningsdato diskuterede partierne deres samarbejde. 

Det har nemlig været for dårligt, mente flere, og Naalakkersuisut har under coronakrisen taget beslutningerne hen over hovedet på oppositionen.

LÆS OGSÅ Air Greenland om billige billetter: Derfor kan folk nu ombooke eller få pengene retur

- Fra Inuit Ataqatigiit er vi klar til samarbejde, dialog og forhandling. Dette har vi fra starten gjort klart. Men vi skal præcisere, at vi ikke bare vil sidde og acceptere. Et godt samarbejde kan kun skabes ved at lytte til hinanden og mødes om synspunkterne. Ikke ved at gå i affekt eller blive fornærmet, hvis man ikke er enige, lød det fra Múte B. Egede.

KNR har forsøgt at få en kommentar fra Hans-Peder Barlach Christensen, der er formand for Strategisk Corona Stab. Det har endnu ikke været muligt.