Efter statsministerbesøg: Intet fælles fodslag om Forsvaret endnu

Det trækker ud med at nå til enighed mellem Grønland og Danmark, når det gælder det danske ønske om at styrke Forsvaret i Arktis. 
Mette Frederiksen, Múte B. Egede
Múte B. Egede og Mette Frederiksen holdt et såkaldt doorstep møde med pressen Foto © : KNR
17. marts 2022 16:19

Formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede, og statsminister Mette Frederiksen var i denne uge helt på bølgelængde når det gælder om at prioritere vedvarende energikilder som vandkraft i Grønland og have ambitioner for klimaet i den såkaldte Paris-aftale.  

LÆS OGSÅ Mette Frederiksen og Múte B. Egede omgivet af knirkende isbjerge: Klimaforandringerne skal tackles

Anderledes ser det ud, når det gælder forsvarspolitik i Arktis og altså Grønland. 

Her er Grønland og Danmark endnu ikke enige om et fælles fodslag, når det gælder den arktiske kapacitetspakke.

Naalakkersuisut har nemlig endnu ikke taget stilling til, om det vil bakke op om det, der i over et år har været den danske regerings ambition. At styrke Forsvarets overvågning og tilstedeværelse i Arktis med droner. 

På et doorstep møde for pressen torsdag i Ilulissat lød det sådan her fra Múte B. Egede:

- Når vi er færdige med at snakke om den arktiske kapacitetspakke, skal der nok komme noget ud. 

1,5 mia. kroner til øget overvågning i Arktis
 
I 2018 vedtog Folketinget en ny forsvarsforligsaftale. Med aftalen bliver der brugt 4,8 mia. kroner ekstra på Forsvaret frem mod 2023.

 

I 2019 afsatte partierne bag forsvarsforliget yderligere 1,5 mia. kroner frem mod 2023 til især øget overvågning i Nordatlanten og Arktis. 

 

Halvdelen af aftalens budget på 1,5 milliarder kroner - altså helt præcis 750 millioner kroner - skal gå til indkøb og drift af to droner, som skal overvåge Grønland til lands.


50 millioner kroner skal bruges på en forsvarsuddannelse i Kangerlussuaq. 


390 millioner kroner skal bruges på en luftvarslingsradar på Færøerne. 

Vil det sige, at du ikke kan sige noget, om Naalakkersuisut bakker op om den arktiske kapacitetspakke eller ej? 

- Samtalerne kører endnu, og det er dér den sag står, svarede Múte B. Egede.

Har slet ikke drøftet kapacitetspakken

Udenrigs- og sikkerhedspolitik har været et af de centrale emner, som har været på dagsordenen under statsministerens besøg i Grønland.

Men den arktiske kapacitetspakke har tilsyneladende slet ikke været oppe og vende under statsministerens fire dage lange besøg i Grønland. 

- Nu har vi ikke diskuteret den konkrete kapacitetspakke, fordi den kører i regi af det eksisterende forsvarsforlig, sagde Mette Frederiksen torsdag til KNR inden hun skulle flyve tilbage til Danmark:

- Det, vi har brugt flest kræfter på, er nogle fælles analyser af, hvad det er for et Europa, vi kigger ind i, og hvad det kan have af konsekvenser også for Arktis. Men vi har jo kontinuerligt et tæt samarbejde i forhold til udmøntning af det forsvarsforlig der allerede er indgået, tilføjede statsministeren. 

Tidligere nalakkersuisoq undsagde kapacitetspakken

Kapacitetspakken har ellers tiltrukket sig stor opmærksomhed her i landet. 

Særligt i sommer hvor forhenværende naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Pele Broberg fra Naleraq, tog afstand fra det danske ønske om at styrke Forsvarets militære kapaciteter i Grønland.

Det gik nemlig imod Naalakkersuisuts politik, sagde han på daværende tidspunkt om kapacitetspakken.

LÆS OGSÅ Arktiske knaster spøger i kulissen i ny dansk sikkerhedsstrategi 

Så sent som i februar fremhævede den danske regering netop den arktiske kapacitetspakke som et markant sikkerhedspolitisk tiltag. 

Det skete i forbindelse med lanceringen af den danske udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi.

- Vi skal være klar til at håndhæve vores suverænitet og interesser i hele rigsfællesskabet, stod der blandt andet i regeringens strategi.