Efter 30 år fandt Marius Kristensen sin mor og fik adoptionshistorien, der i dag gør ham vred
Han blev navngivet: Marius Ludvig Johannes Elias Inûsugtok Jensen. En lille mørkhåret dreng, der blev født i 1955 i den nu nedlagte bygd Aulatsivik syd for Aasiaat.
Kastede man et blik på drengen, der i dag hedder Marius Kristensen, ville man måske tænke, at han var som de fleste andre grønlandske drenge. Han var nummer seks i en søskendeflok på 12. Fra en fangerfamilie. Han elskede at suse rundt i fjeldene og legede flittigt med de andre børn.
Men hele livet har Marius Kristensen følt sig anderledes. Som en dansk dreng i en grønlandsk krop. Som barn blev han nemlig adopteret af en dansk sygeplejerske, der arbejdede i Aasiaat.
Derfor talte Marius Kristensen ikke grønlandsk, men dansk. Derhjemme blev der servereret dansk mad. Hans kammerater var børn af danske lærere, der var flyttet fra Danmark til Aasiaat, og han kom ofte på kant med de lokale børn. Men en af de værste oplevelser var dengang en ældre grønlandsk kvinde aggressivt kaldte ham "forræder".
- I mange år undgik jeg at tænke på, hvor jeg kom fra. Men jeg mærker en vrede i dag over, at tingene har foregået på den måde, som de har. Jeg er vred over, at der har været et svigt fra det offentlige. Særligt fra Danmark, men også at det har kunne få lov at foregå i Grønland, siger han.
70-årige Marius Kristensen er en af fire adopterede fra Grønland, der kræver godtgørelse fra den danske regering. Et krav, de sendte afsted på nationaldagen den 21. juni 2024.
I alt kræver de fire personer, som er repræsenteret af Pramming Advokater, en erstatning på 250.000 kroner hver fra staten for at krænke deres menneskerettigheder, da de blev fjernet fra deres biologiske forældre.
Men i sidste uge landede et brev fra socialministeriet med en besked, der ikke var som håbet for de fire adopterede. Den danske stat har afvist kravet om godtgørelse, da de anser sagerne som forældede.
Samtidig mener ministeriet ikke, at der er tilstrækkelig dokumentation for, at de dengang gældende regler for adoption ikke er overholdt i de fire sager.
Og det gør Marius Kristensen både vred og ked af det.
- Selve erstatningen er ikke så vigtig for mig. Jeg tænker mere på det, at der fra magtens side – fra samfundets side – bliver anerkendt, at man har gjort noget, der ikke var i orden. Så en undskyldning vil virkelig være befriende for mig at høre. En anerkendelse af, at der var noget, der kørte rigtig dårligt i det sociale system dengang, og det undskylder man for.
Pleje blev til adoption
I 1950’erne, hvor Marius Kristensen kom til verden, var tuberkulose et alvorligt problem i landet. Grønland havde en af verdens højeste forekomster af sygdommen – og den ramte også Marius Kristensens oprindelige mor, der var nødt til at rejse til Danmark for at få behandling.
Derfor efterlod hun Marius Kristensen, der på det tidspunkt var et halvt år gammel, i pleje hos den danske sygeplejerske. Men da Marius Kristensen var tre år gammel blev pleje til adoption.
“Bevilling for sygeplejerske (navn, red.) til at adoptere barnet Marius Ludvig Johannes Elias Inûsugtok – Udleveret gennem landshøvdingen over Grønland”, står der med falmet skrift i adoptionspapirerne og dernæst: “Gratis.”
Senere i et maskinskrevet dokument henvendt til Kongen skriver Marius Kristensens adoptivmor: “Drengen har været i pleje hos mig siden han var et halvt år gammel, og det er nu mit ønske at adoptere ham, således at han fører mit efternavn i stedet for InusutoK”.
Men som barn kendte Marius Kristensen selv ikke til de adoptionspapirer, han senere fik udleveret som voksen. Faktisk vidste han slet ikke, at han var adopteret.
- Af en eller anden grund har jeg ikke turde spørge, hvordan tingene hang sammen. Så nærmest helt psykotisk gik jeg i årenes løb og funderede over, om min adoptivmor var min rigtige mor. Eller om manden, som hun var gift med, var min far, for han var lidt mørkhåret. Det var fuldstændig skørt, for forskellene var enorme.
Passede ikke ind
Nogle år efter, at Marius Kristensen var blevet adopteret, mødte hans adoptivmor en dansk kæreste, der ligesom hende selv arbejdede i Grønland. De fik kort tid efter et barn og besluttede sig for at flytte til Danmark.
På det tidspunkt var Marius Kristensen blevet 10 år.
- Jeg var et relativt ensomt barn og havde svært ved at føle mig accepteret. Det var en svær periode. Jeg klarede mig rimelig godt i skolen, fordi jeg var meget sikker i det danske sprog, men jeg følte en stor usikkerhed og mistillid.
Særligt derhjemme var Marius Kristensen utryg. Han oplevede adoptivmoderens kæreste som truende og var angst for, at han skulle gøre ham fortræd.
- Så når jeg lå om natten og skulle sove i Danmark, tænkte jeg flere gange på, at jeg skulle have en kniv under min hovedpude, så jeg kunne forsvare mig, hvis han skulle overfalde mig.
Også i bybilledet fik Marius Kristensen hurtigt at mærke, at han skilte sig ud fra mængden. Han blev indimellem mobbet i skolen, ligesom der har været “nogle enkelte slåskampe”. Men de ubehagelige kommentarer kom særligt fra de voksne.
Som dengang en kromand sagde, “Hold kæft mand, du er grim”, sådan helt fra hjertet, tilføjer Marius Kristensen og griner lidt.
- Mange af de kommentarer og ting, der er sket, har gjort, at jeg har fået en grundlæggende oplevelse af, at jeg ikke var god nok. Jeg passede ikke rigtigt ind i Grønland, og jeg passede ikke ind i Danmark. Jeg havde en oplevelse af, at jeg ikke var som de andre.
Når han så landsfæller på gaden i Danmark, gik han ofte over på det modsatte fortov. For han følte sig afkoblet fra sit ophav.
- Jeg var meget skamfuld over ikke at kunne grønlandsk og samtidig bange for at blive set ned på. Derfor undveg jeg i rigtig mange år, når der kom andre grønlændere.
En kropslig forbindelse
Men da hans adoptivmor døde, begyndte hjemlandet at trække i ham. For med hendes død mistede han også adoptivfamilien, og en længsel plantede sig i ham.
I 1986 pakkede han kufferten og rejste til Nuuk for at tage et praktikophold på Sana, mens han læste til psykolog. Og her lod han ordet sive om, at han ledte efter sin oprindelige familie.
- En dag er der en kollega, der siger, at der sidder en kvinde og venter på mig. Min første tanke var, at jeg havde glemt en aftale, så jeg skyndte mig afsted.
- I det øjeblik jeg træder ind ad døren, sidder der en nydeligt klædt ældre kvinde og en yngre kvinde. De blev dybt berørt, da de så mig. Den ældre dame sagde så, at hun var min mor.
For første gang i 30 år så Marius Kristensen sin oprindelige mor og søster.
- Og jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var rigtigt. Jeg kunne mærke det helt inde i hjertet og i maven. Det var en oplevelse af, at vi havde en kropslig forbindelse. Jeg var bare hundrede procent sikker, siger han.
Faldt mere til ro
Det var som om, at der faldt en sten fra hjertet, da Marius Kristensen mødte sin familie.
- Det var en stor lettelse. Det har betydet, at jeg ikke er alene. At der er en familie, jeg kommer af. I og med at jeg pludselig fik en familie, som tog så kærligt og åbent imod mig, faldt jeg mere til ro som årene gik, siger han.
Marius Kristensen brugte de efterfølgende år på at lære sin familie at kende. Han besøgte sin mor og søskende, der på daværende tidspunkt var flyttet til Sisimiut. Men med den nye familie fulgte også en ny fortælling: hans mors version om adoptionen.
“Husmoder (navn, red.) vedkender sig sin underskrift på vedlagte samtykkeerklæring, samt erklærer, at det er hendes ønske, at barnet adopteres af andrageren,” står der i de gamle, gulnede adoptionspapirer.
Men ifølge moderen, er det ikke sådan, det hang sammen, siger Marius Kristensen. For moderen fortalte, at hun ikke havde forstået, hvad adoptionen indebar. I stedet troede hun, at der fortsat var tale om, at Marius Kristensen var i pleje, og altså ikke, at hun ikke skulle se sin søn igen.
En fortælling, der går igen fra flere af de grønlandske mødre, der fik bortadopteret deres børn i 1950'erne og årtier frem.
Og det var det, der fik Marius Kristensen til i dag at kræve en godtgørelse fra den danske regering.
- Der er kommet en større forståelse og åbenhed i samfundet i dag over for, at der også er sket dårlige ting i relationen mellem Grønland og Danmark. At koloniseringen fra dansk side har haft nogle konsekvenser, og nu er man begyndt at kigge på de konsekvenser og tage det alvorligt.
Derfor er han også skuffet over, at den danske stat nu afviser kravet om godtgørelse.
- Det, jeg lægger mærke til i afvisningen fra ministeriet, er, at de ikke tager hensyn til de moralske og etiske aspekter. Det er det, der er mest sårende. At de ikke lytter til, at der er sket nogle fejl undervejs. Eksempelvis at min mor ikke har forstået, hvad det er, hun har skrevet under på.
