Doris: Vil undersøge tvangsindlæggelser

Naalakkersuisoq for Sundhed, Doris Jakobsen, (S) vil nu undersøge tvangsindlæggelserne der fandt sted i psykiatrien sidste år.
Skrevet af Inge S. Rasmussen
26. marts 2016 15:54

Konkret har Doris Jakobsen bedt Landslægen om at undersøge de 50 sager om tvangsindlagte der var sidste år.

- Der er udtrykt bekymring over for antallet af tvangsindlæggelser, det har jeg reageret på. Jeg har derfor valgt at bede Landslægen, som er tilsynsmyndigheden på området, om at igangsætte en undersøgelse af de 50 sager, der var i 2015, udtaler naalakkersuisoq i en pressemeddelelse.

Dermed imødekommer naalakkersuisoq til dels ønsket fra Familie- og Sundhedsudvalgets formand og næstformand, der begge har opfordret til en undersøgelse af forholdene inden for psykiatrien i Grønland.

Læs også Sundhedsudvalg vil have forholdene i psykiatrien undersøgt

Den bebudede undersøgelse skal kun gælde sidste års indlæggelser. Naalakkersuisoq for sundhed påpeger - i lighed med sundhedsstyrelsens chef Jóanis Køtlum - at der før 2014 har været tale om en mangelfuld registrering af tvangsindlæggelser i psykiatrien.

Læs også Psykiatrien langt fra brudt sammen

Derfor er det ikke muligt at lave en større statistisk sammenligning flere år tilbage, siger Doris Jakobsen.

Hun anfører videre, at hvis sundhedsudvalget ønsker en større undersøgelse, vil det kræve at kommunerne bliver inddraget. Det er nemlig i kommunerne, at der skal være tilbud til personer med psykisk sygdom.