Doris i koncert-protest

Siumuts folketingsmedlem og medlem af Inatsisartut, Doris Jakobsen, har skrevet et brev til en række danske musikere, blandt andre rockgruppen Magtens Korridorer.
04. maj 2012 17:44

Hun vil nemlig ikke acceptere, at de har valgt at sige ja til at optræde ved Greenpeace-arrangementet ’Save the Arctic’ den 16. maj, der har til formål at støtte miljøorganisations indædte kamp imod olieboringer i Arktis, herunder Grønland.

Den danske modstand mod olieboringerne er ren dobbeltmoral, mener hun.

- Jeg har skrevet til de danske musikere og Greenpeace for at give dem en eftertanke. Vi ved jo at Danmarks olie kommer fra Nordsøen, og at folk ikke kan undgå olie. Hvorfor så være dobbeltmoralsk? Jeg synes ikke, at Greenpeace skal bestemme over vores fremtid, siger Doris Jakobsen til Radioavisen.

- Som politiker og som valgt af Grønland mener jeg ikke, at vi skal sidde i stolen og lave ingenting. Derfor mener jeg, at det er tid til også at reagere på Greenpeace's koncert imod Grønland, siger Doris Jakobsen.

Hun har endnu ikke fået nogen respons fra musikerne. Men bandet Magtens Korridorer udtalte i sidste måned til dagbladet Politiken.

- Vi vil gerne gøre lidt larm for denne kampagne, fordi det er en alvorlig sag for os alle, for vores børn, vores planet, sagde Magtens Korridorer.

Doris Jakobsen afslutter sit brev med ordene:

-Jeg håber inderligt at I vil overveje jeres støtte til Greenpeace i denne sammenhæng, for de penge I er med til at samle ind til Greenpeace, skal blandt andet bruges til at krænke mit folk, siger Doris Jakobsen.

Det er dog i lige så høj grad medieopmærksomhed, Doris Jakobsen er ude efter.

- Nu har vi jo lige demonstreret mod totalforbud mod sælfangst. Den demonstration gav flere forskellige mediereaktioner i Danmark, og vi fik også større støtte fra den danske befolkning. Derfor håber jeg også, at sådan nogle reaktioner vil medføre større støtte og forståelse for os (red.: i denne sag), siger Doris Jakobsen.