Dobbeltmandater er ikke noget nyt for Demokraterne

Splittelsen forsætter hos Demokraterne efter at et af partiets kendte medlemmer Poul Hansen har meldt sig ud af partiet i protest, fordi enkelte partimedlemmer ifølge ham har alt for meget magt.
Foto © : Helle Nørregaard
11. maj 2017 14:30

Den nuværende politiske linje med dobbeltmandater hos Demokraterne er uaccebtabel, lyder det fra Poul Hansen.  

Men Demokraterne har fra partiets begyndelse altid accepteret dobbeltmandater, siger Demokraternes formand, Randi Vestergaard Evaldsen.

Hun pointerer, at markante politikere som Per Berthelsen og Palle Christiansen har siddet i Inatsisartut samtid med, at de sad i kommunalbestyrelser. 

- Det er ikke noget nyt det, det har vi haft siden partiets begyndelse, siger Vestergaard Evaldsen, der peger på, at partiet kun er imod at man både sidder i Folketinget og Inatsisartut, hvor opgaverne er større.

Derfor ser hun ikke noget problem i, at Nivi Olsen, Justus Hansen og hende selv sidder med dobbeltmandater.

Poul Hansen har også selv siddet med dobbelt mandater, da han sad i Inatsisartut som suppleant, samtidig med at han sad i Kommuneqarfik Sermersooq. Det mener han nu var for hårdt.

For Demokraternes formand handler det dog om, hvorvidt man magter opgaverne. 

- Hvis du kan bevise, at du kan løfte opgaverne både i Inatsisartut og kommunen, så har vi ikke noget imod det.

Magten ligger hos tre personer

Nivi Olsen, Justus Hansen og Randi Vestergaard Evaldsen sidder alle i Demokraternes hovedbestyrelse og derfor ser Poul Hansen deres dobbeltmandater som en mistillidserklæring til andre kandidater. 

- Det er som om, at man ikke stoler på, at dem der stiller op til kommunen kan løfte Demokraternes politik, siger Poul Hansen.

Det afviser partiformanden dog.

- Vi har 100 procent tillid til vores medlemmer og alle de andre kandidater. Og her er det befolkningen, der har talt og stemt på os tre, velvidende at vi også sidder i Inatsisartut. Så det er jo ikke en overraskelse at vi sidder med dobbeltmandat, det er et valg de har taget, siger Demokraternes formand, der ikke har tænkt sig at trække sig fra en af sine poster for at give plads til flere kræfter. 

- Nej, jeg kommer ikke til at trække mig. Samfundet har stemt på, at jeg skal sidde i kommunalbestyrelsen og Inatsisartut, så jeg bliver hvor jeg er.

Poul Hansen åbner nu for at tage til enten IA, Siumut eller Partii Naleraq. Partier som også alle er åbne for dobbeltmandater. 

Der er dog en forskel, mener Poul Hansen.

- Det er jo dem der ikke sidder i hovedbestyrelsen, siger Poul Hansen.

LÆS OGSÅ Demokraterne sender Rosing uden for døren