Splid i Demokraterne i lys lue
Det er spliden om dobbeltmandater i partiet Demokraterne, som nu for alvor får partiet til at slå sprækker.
Partiets mangeårige medlem Poul Hansen føler sig trådt på og er langt fra tilfreds med, at partiets Inatsisartutmedlemmer sætter sig på alle tre pladser i kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq.
- Man giver ikke en chance til dem, der vil arbejde fuldt ud i for eksempel kommunen, siger Poul Hansen, til KNR.
Kritiserede selv dobbeltmandater
Avisen AG, skrev ligeledes i denne uge, at årsagen til, at Michael Rosing er sendt i skammekrogen og mister udvalgsposter og ordførerskaber er, at han ligeledes er imod dobbeltmandater.
LÆS OGSÅ Demokraterne sender Rosing uden for døren
Poul Hansen har selv erfaring med dobbeltmandater, og gør det klart at han ikke mener, at det er en gangbar fremgangsmåde. Samtidigt peger han på, at det jo tidligere har været mod Demokraternes politik.
- Vi var det første parti, der råbte, at vi ikke skal have dobbeltmandater, siger Hansen.
Åben for partiskifte
Poul Hansen gør det videre klart, at han agter at fortsætte i politik, og han gør det klart at alle partier har meldt ud, at de er åbne for ham.
- Særligt IA, Siumut og Partii Naleraq har sagt, at de gerne vil have mig, og mit hjerte banker mere for de socialt svagt stillede. Derfor har jeg gennem længere tid sagt, at jeg var i det forkerte parti.
Har ingen plads i dag
Indtil Demokraterne blev sendt ud af Naalakkersuisut-koalitionen sad Poul Hansen i Inatsisartut som suppleant. Han stillede ligeledes op til kommunalvalget, men måtte opgive at komme ind, da partiet fik tre mandater, som altså gik til Nivi Olsen, Randi Vestergaard Evaldsen og Justus Hansen, som alle også har plads i Inatsisartut.
Og det er altså netop kampen mod de kendte politikere fra partiets top, som skaber splid i partiet, da de sætter sig på alle poster og det betyder altså at navne, som Poul Hansen og Tillie Martinussen er havnet helt uden for indflydelse.
- Vi får ikke en chance. Jeg synes det er usmageligt, slutter Hansen.