Valg Det går både frem og tilbage

Her hvor valget har været i gang siden klokken 9 i morges, viser der sig en lidt kedelig tendens i Qaqortoq, mens Sisimiut derimod klarer sig bedre end sidste kommunalvalg.
Skrevet af Jonas Fievé
04. april 2017 18:05
Versionist Jens Thorin

Status klokken 17 var, at 1316 havde stemt i Qaqortoq, hvilket svarer til 56,10 procent af de stemmeberettigede.

I forhold til valget i 2013, hvor 1515 havde lagt vejen forbi stemmestedet, er det en tilbagegang på 3,92 procentpoint

- Vi har ganske fint vejr, det er lidt koldt, men ellers skyfrit, så vi ved ikke, hvad tilbagegangen skyldes, siger valgansvarlig i Kommune Kujalleq, Kim Dahl.

Han slår dog fast, at det som bekendt ikke er slut, før den fede dame har sunget, og valgstederne lukker først klokken 20.

- Vi håber, at folk begynder at møde op i løbet af eftermiddagen og frem til klokken 20, så stemmeprocenten kan blive noget højere end sidste gang.

55 flere har stemt

I Sisimiut oplever de dog en fremgang. Klokken 17 havde 1745 stemt, det svarer til, at 44,28 af de stemmeberettigede havde lagt vejen forbi valgstedet i landets næststørste by.  

Det er 55 flere personer end for fire år siden, siger valgstedslederen i Sisimiut, som derfor håber på et godt resultat for kommunalvalget 2017.

- Jeg vil meget gerne nå at overhale resultatet fra 2013, hvor 56,30 procent stemte i byen. Jeg håber derfor, at vi kan komme op på 60 procent, siger valgstedsleder i Sisimiut, Hans Christian Sværd.