Det bliver nemmere at få kinesiske turister her til landet

Grønland vil gerne have flere turister. Og nu bliver det nemmere at få kinesiske turister her til landet.
Skrevet af Karsten Sommer
14. december 2018 11:42

Den danske Udlændingestyrelse og den Danske Ambassade i Beijing, har nemlig nu introduceret en særlig hurtig visumansøgning, for kinesere, der gerne vil besøge Grønland.

LÆS OGSÅ Rejsemarkedet har ventet på lufthavnspakken

Hvor det normalt tager 2-3 uger at få visum til Danmark, inklusiv Grønland, tager det nu kun 3 dage.

For akkreditering skriv til visa@us.dk, med CC: akr@us.dk, og beskriv dit firma med navn, adresse, hjemmeside, og hvor længe i har eksisteret, samt at i gerne vil akkrediteres til ADS Ordningen. De vil derefter skrive tilbage med nogle spørgsmål. Der kan serefter gå nogle uger før man får at vide om man er blevet akkrediteret til ADS ordningen, fortæller Visit Greenland.

For at man som grønlandsk turistaktør kan hjælpe sine kunder til at gøre brug af den hurtige ansøgningsproces, skal man være tilsluttet den såkaldte ADS-Ordning.

Det kan turistselskaber, hoteller og andre turistoperatører ansøge om via den danske Udlændingestyrelse.

Som akkrediteret grønlandsk operatør kan man indgå samarbejde med akkrediterede kinesiske rejsebureauer, så fælles kunder kan anvende den hurtige visumansøgning, fortæller Visit Greenland i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ Fremtidens turisme skal forberedes grundigt

Og der er allerede god udvikling i turisttilstrømningen fra Kina.

Grønlands Statistiks tal for Kina-turister fremviser en stigning på næsten 50 procent fra 2015 til 2017, hvor 1.251 kinesere besøgte Grønland.