Der kommer kunst på offentlige bygninger

Et flertal i Inatsisartut støtter forslag om at 1 procent af byggesum ved offentlige byggerier bruges til kunstnerisk udsmykning.
Skrevet af Noah Mølgaard
23. september 2011 12:11

Det er Jane Petersen fra Inuit Ataqatigiit der har fremsat forslaget under forårssamlingen. Nu har forslaget været behandlet i Inatsisartuts infrastruktur- og boligudvalg, hvor et flertal bestående af Inuit Ataqatigiit og Demokraterne støtter forslaget.

Men der er undervejs indgået et kompromis. Jane Petersens oprindelige forslag lød på, at der skulle afsættes 1 procent af byggesummen til udvendig og indvendig udsmykning. Demokraterne var betænkelige i starten, fordi de frygtede at forslaget kunne fordyre byggeprojekter. Pengene kunne ellers bruges til kollegiebyggeri og almennyttige boliger på kysten.

Men nu er der indgået et kompromis, der betyder at ordningen kun gælder for byggeprojekter der koster mere end 25 millioner kroner. Det vil sige, at der ud af et byggeprojekt på 25 millioner kroner afsættes 250.000 kroner til kunstnerisk udsmykning. Ændringsforslaget bliver fremlagt af et flertal bestående af Inuit Ataqatigiit og Demokraterne, skriver infrastruktur- og boligudvalget i sin betænkning.

Siumut mener, at der er andre i samfundet som ellers har brug for pengene. De peger blandt andet på pengene ellers kunne bruges til renovering af boliger og bygninger, der er ramt af skimmelsvamp. Siumut mener udskydelse af renoveringsopgaver og bygninger, der er ramt af skimmelsvamp kun vil blive dyrere for samfundet i sidste ende.

Der er anden behandling af forslaget under efterårssamlingen, men der er endnu ikke sat dato på hvornår forslaget bliver behandlet. Det er iøvrigt et forslag som Asii Chemnitz Narup også har fremlagt til landstinget i 2007.