Der er flere forvaltningsområder på vej

Nu skal det være slut med kvotefri zoner for hellefiskefiskeriet. Det bedyrede Naalakkersuisoq for Fangst, Fiskeri og Landbrug på et pressemøde tirsdag.
Naalakkersuisoq vil afskaffe de kvotefrie områder i nord og indføre flere forvaltningsområder langs kysten. Foto © : Merete Lindstrøm
Skrevet af Merete Lindstrøm
29. oktober 2019 18:36

Endnu engang bliver der lagt op til, at de kvotefrie områder i nord skal afskaffes, og at der skal indføres nye forvaltningsområder på kysten - blandt andet omkring Nuuk.

Forslaget minder umiskendeligt om et forslag, der var i høring tilbage i november sidste år. Der har været snak om samme emne i flere omgange.

LÆS OGSÅ Nyt opgør om de kvotefrie zoner kan være på vej

Blandt andet var der debat tilbage i marts om afskaffelse af de kvotefrie områder for hellefisk i nord. Dengang var fangst- og fiskeriforeningen i Ilulissat for en afskaffelse, mens fisker- og fangerorganisationen SQAPK var imod.

Uenighed  i Siumut har stået i vejen for forslaget 

Naalakkersuisoq for Fangst, Fiskeri og Landbrug, Jens Immanuelsen, slog fast, at hans forventning er at indføre den nye bekendtgørelse i januar.

Der har tidligere været intern stridighed i Siumut, som har stoppet planerne fra at komme videre end til skrivebordene i Naalakkersuisut. Men denne gang mener Naalakkersuisoq, at han har partikammeraterne og støttepartiet med sig, fordi hans forslag har bund i koalitionsaftalen. Det sagde han på dagens pressemøde. 

Licenser til det indenskærs fiskeri begrænses

Den seneste uge har jollefiskerne været i vælten, fordi Grønlandsbanken i sidste uge meldte ud, at de ikke længere kan finansiere jollefiskerne, fordi fiskeriet ikke er bæredygtigt. Banken mener, der er for mange fiskere og for høje kvoter, så bestanden er i fare. Derfor er de nervøse for, om fiskerne kan betale lånene tilbage.

LÆS OGSÅ Fiskerorganisationer er delte om afskaffelsen af kvotefrie områder

I den forbindelse vil Jens Immanuelsen stoppe for nye licenser til indenskærs hellefiskefiskeri. Han understregede i samme ombæring, at han ikke vil begrænse dem, der allerede har licens.