Menneskerettighedsinstitutioner: Der er farligt affald i Grønland

Farligt affald skal håndteres bedre, så der ikke udledes giftige kemikalier, som kan påvirke den grønlandske befolknings helbred. Det siger Institut for menneskerettigheder.
På over halvdelen af lossepladserne kontrolleres der hverken for gasser, skadedyr eller forurenet regnvand, som kan skade drikkevandet. Foto © : Mads Pedersen/KNR
13. november 2023 12:56

På lossepladser og militæranlæg herhjemme findes der farligt affald, som nu og på længere sigt kan udgøre en alvorlig helbredsrisiko.

Det skriver Institut for Menneskerettigheder i en pressemeddelelse.

De får opbakning af Grønlands Råd for menneskerettigheder. De to institutioner har nemlig skrevet et fælles notat om affaldshåndtering i Grønland.

- Retten til sundhed er en af vores fundamentale menneskerettigheder, ligeledes ønsker staten at stå i spidsen for en grøn omstilling.

- Derfor skal staten sikre, at affald håndteres, så det ikke kommer til at udgøre en helbredsrisiko for borgerne eller være til skade for miljøet, siger Qivioq Løvstrøm, som er forkvinde for Grønlands Råd for Menneskerettigheder, i pressemeddelelsen.

Ifølge Institut for Menneskerettigheder var der i 2020 ingen lossepladser herhjemme, som opbevarede affald fuldt ud miljømæssigt forsvarligt. 

Det betyder blandt andet, at der på over halvdelen af lossepladserne ikke kontrolleres for hverken gasser, skadedyr eller forurenet regnvand, som kan skade drikkevandet.

Grønland har ellers selv har ansvaret for at håndtere affald på lossepladserne.

To affaldsforbrændingsanlæg

I 2018 indgik naalakkersuisut og kommunerne en aftale om at oprette to affaldsforbrændingsanlæg, der skal håndtere affald fra hele landet på en forsvarlig måde. De skal stå klar i 2024 og forhindre, at affald brændes i det fri.

Når affald brændes i det fri, udleder det gifte som dioxin, som truer sundheden herhjemme.

- Det er afgørende, at de nye lossepladser ikke udleder giftige kemikalier, og at de kan klassificeres som kontrollerede affaldsdepoter, siger Qivioq Løvstrøm.

Derfor anbefaler Institut for Menneskerettigheder og Grønlands Råd for Menneskerettigheder, at naalakkersuisut etablerer lossepladser, der kan klassificeres som kontrollerede affaldsdepoter for at undgå, at der udledes giftige kemikalier.

Og at Grønland og Danmark giver offentligheden øget adgang til planer for oprydning og sanering af militæranlægget Camp Century, som ikke indgik i en aftale fra 2018 om at rydde op efter sundheds- og miljøskadeligt materiale på efterladte amerikanske militær anlæg.