Nok er nok: Avannaata får et nej til at brænde affald af udendørs

Avannaata Kommunia må ikke længere brænde affald udendørs. Det er giftigt for miljøet og borgerne, og derfor skal kommunen finde en anden løsning, siger Kalistat Lund.
Åben affaldsafbrænding har aldrig været en permanent løsning, forklarer naalakkersuisoq for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø, Kalistat Lund (IA) Foto © : Malik Brøns / KNR
09. februar 2023 07:22

Naalakkersuisut vil ikke længere vende det blinde øje til den giftige affaldsafbrænding i Avannaata Kommunia.

Derfor afviser de kommunens ansøgning om at brænde store mængder affald af udendørs, fremgår det af en pressemeddelelse.

Kommunen skal først og fremmest komme med en plan for dens håndtering af affaldet, inden den kan få lov til at søge om dispensation igen.

Det er nemlig sådan, at åbne afbrændinger både er skidt for borgernes sundhed og for miljøet.

Ekstremt giftigt for mennesker

- Naalakkersuisut prioriterer affaldsområdet højt. Borgere i hele landet har ret til et rent og sundt miljø, siger Kalistat Lund (IA), naalakkersuisoq for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø, i pressemeddelelsen.

Affaldsforbrænding kan være ekstremt giftigt

Dioxiner er en kort betegnelse for en gruppe af giftige stoffer.

Det er et af de mest giftige stoffer, mennesket har frembragt, og det mistænkes for at virke hormonforstyrrende og kræftfremkaldende. Dioxin dannes ved forbrændingsprocesser og forskellige industrielle processer.

Kilde: Miljøstyrelsen

Det er nemlig sådan, at giftstoffet dioxin, der er ekstremt farligt for mennesker og kan forurene fødevarer, bliver frigivet ved forbrænding af affald.

- Vi skal arbejde på at tilintetgøre det farlige stof dioxin, der kan forurene vores vand, og som folk går og indånder. Derfor skal vi finde en anden og mere forsvarlig løsning på affaldsproblemet, siger Kalistat Lund til KNR.

Borgmester i Avannaata Kommunia, Palle Jerimiassen, bekymrer sig dog mere for, at affaldet tårner sig op i kommunens byer og bygder.

- Der er meget forurening på bostederne, når vi ikke kan brænde affaldet. Affaldet blæses væk og forurener i bygder, siger borgmesteren til KNR.

Uenige i affaldshåndteringen

Kommunen har ikke levet op til kravet om at finde løsninger på problemet med affald, siden den meldte sig ud af det kommunale affaldsselskab ESANI A/S i 2019. Det melder Naalakkersuisut.

Det var for dyrt at være med, lød begrundelsen dengang fra kommunen. Efterfølgende har kommunalpolitikerne haft skiftende holdninger til, om kommunen skulle melde sig ind igen eller ej. Men i december sidste år tog kommunalbestyrelsen en endelig beslutning: Kommunen vil ikke melde sig ind i ESANI A/S igen.

LÆS OGSÅ Skraldet hober sig op - alligevel dropper Avannaata Kommunia affaldsselskab

Med andre ord vil Avannaata Kommunia gå solo og ikke gøre det samme som landets fire andre kommuner.

I skrivende stund er to forbrændingsanlæg ved at blive bygget i Nuuk og Sisimiut. De skal stå klar i 2024. Derefter skal et skib sejle for eksempel til Tasiilaq eller Qasigiannguit for at hente byens skrald. Det bliver så sejlet til enten Nuuk eller Sisimiut, hvor det bliver futtet af og brugt til energi.

Men dén metode anser Palle Jerimiassen ikke som velegnet i Avannaata Kommunia. Her er flere byer og bygder nemlig pakket ind i is store dele af året og skibe kan ikke anløbe bostederne.

Den forklaring accepterer Kalistat Lund dog ikke.

Han forklarer, at affaldet i Avannaa kan samles og pakkes om vinteren, så det kan hentes og fragtes med skib, når isen driver væk, ligesom man gør i Ittoqqortoormiit.

- Vi ved at affaldet i Ittoqqortoormiit blev fragtet sidste sommer. Byen ligger meget afsides, og affaldet hentes også i byens afsidesliggende bygder, siger han.

Kommuneforslag til 400 millioner kroner

Avannaatas pris for medejerskab i ESANI A/S

Kommunen har fået lavet en uvildig undersøgelse af, hvad det vil koste at blive medejere af affaldsselskabet sammen med landets fire andre kommuner. Den viser, at det vil koste 27,6 millioner kroner som et engangsbeløb og derefter 3,7 millioner om året i drift.

Kilde: Avannaata Kommunia, KNR.

Det vil koste 391,5 millioner kroner at bygge et forbrændingsanlæg på alle kommunens bosteder. Derudover vil der være årlige udgifter til driften. Det fremgår af et skriftligt svar til KNR fra Avannaata Kommunias direktør for Forvaltning af Teknik, Karl Madsen.

Og det vil koste 93,2 millioner kroner for et forbrændingsanlæg i fire byer og et i bygden Kullorsuaq eksklusiv de årlige udgifter til driften.

Det er væsentlig dyrere end et medlemsskab i ESANI A/S.

Hvad løsningen for kommunens affaldsproblem bliver, vides ikke endnu.

Kalistat Lund mener dog, at den bedste løsning er et medlemsskab i ESANI A/S.

- Jeg mener, at den bedste løsning både økonomisk og miljømæssigt er, at Avannaata Kommunia kommer med i den nationale affaldsløsning, hvor kommunerne samarbejder og affald afbrændes på store nationale forbrændingsanlæg, siger Kalistat Lund i pressemeddelelsen.

Han rejser til Ilulissat 20. februar for at mødes med repræsentanter fra Avannaata Kommunia, så kommunen forhåbentligt kan få bugt med skraldet.