Inequ Holm har krydset indlandsisen: Der er et liv at leve efter en livskrise

Sammen med seks andre kvinder har Inequ Holm netop krydset indlandsisen for at skabe fokus på brystkræft. En sygdom, der for to år siden var ved at koste hende livet.
Inequ Holms 28 dage lange rejse udkommer som dokumentar på den norske streamingtjeneste Altibox til oktober. Foto © : Inequ Holm

- Vores tur til Indlandsisen har jo været helt fantastisk. Vi har haft en helt vild rejse igennem vejret, siger Inequ Holm.

Det er to år siden, at Inequ Holm fra Nuuk lå dødssyg med brystkræft. Og det er knap et år siden, at hun blev erklæret kræftfri.

Nu har hun og seks andre kvinder fra foreningen Expedition Pink Ribbon trodset det barske grønlandske klima i 28 dage - fra 5. maj til 1. juni - for at krydse indlandsisen.

Der er et liv at leve efter en livskrise

Fire af kvinderne, som deltog i ekspeditionen, har alle kæmpet kampen mod kræften.

De valgte at krydse indlandsisen for at skabe fokus på brystkræft og samle penge ind til forskning, forebyggelse og behandling af brystkræft.

Teamet var fyldt med gåpåmod under deres rejse tværs over den grønlandske indlandsis. Foto © : Inequ Holm

Og det er netop det budskab, som teamet gerne vil ud med.

- Det er derfor, jeg har deltaget i det her. For både at støtte op om den her sag, men også personligt for mig selv.

For Inequ Holm handler den personlige rejse om altid at huske, at der er et liv at leve efter en livskrise, som hendes norske ekspeditionsleder, Silje Løkeng, fortalte hende.

Skader, feber, opkast og dårlig mave

- Det er hårdt at krydse Indlandsisen. Det ville være unormalt, hvis det ikke var fysisk og psykisk hårdt. Man skal være forberedt, siger Inequ Holm.

Den 28 dage lange tur har da også været fyldt med masser af dage med whiteouts, kæmpestore fygninger og ekstrem vind, fortæller Inequ Holm.

En ekspedition, hvor teamet har været nødt til at bide diverse sygdomme og skader i sig og fortsætte. Og når det ikke længere var muligt at bide det i sig, så satte dårligdommene sig som feber eller kom ud som opkast eller diarré.

- Det er et bevis på, hvor hårdt det kan være for kroppen. Jeg tror, jeg har haft nogle fordele. Min krop har været vant til at være presset i forbindelse med brystkræften. Det var, som om den kunne tåle noget mere på en eller anden måde.

Kvindernes rejse tværs over indlandsisen blev dokumenteret på kamera og udkommer forventeligt som dokumentar på den norske streamingtjeneste Altibox til oktober.