Demokraterne stemmer mod Niels Thomsen

Demokraternes gruppe i Inatsisartut går nu imod deres egen politiske ordfører, Niels Thomsen. De afviser nemlig hans forslag om allerede i år at afsætte penge til opførslen af tre kunstgræsbaner i Grønland. Formanden bakker gruppen op - og undsiger dermed sin politiske ordfører.
Skrevet af Rune Langhoff
12. oktober 2011 10:40

- Jeg vil sige det på den her måde: Man skal have lov til at brænde for en enkeltsag i ny og næ, og det har Niels Thomsen også ganske udemærket lov til. Det, der så bare er enighed om, det er, at den resterende gruppe stemmer sammen med koalitionen om koalitionens finanslov, siger Demokraternes formand, Jens B. Frederiksen.

Niels Thomsens forslag så ellers - indtil partikammeraternes kovending - ud til at have et flertal sammen med Siumut.

Og den udvikling falder sammen med, at Niels Thomsens bemærkelsesværdigt nok undlod at stemme, da koalitionen i sidste uge skulle afværge en mistillidsdagsorden mod naalakkersuisoq for familie, Mimi Karlsen.

Men er det kurrer på tråden i Demokraternes gruppe?

- Det mener jeg absolut ikke, der er, siger Jens B. Frederiksen.

Men skal vi så bare vænne os til, at Demokraterne ikke stemmer samlet som gruppe?

- Jeg synes ikke, vi har for vane at stemme i øst og vest, men selvfølgelig skal man opveje, hvornår enighed er vigtigt og hvornår det ikke er vigtigt. Derfor har vi i den samlede gruppe fundet det vigtigt, at vi stemmer sammen om den samlede finanslov.

Uanset hvad har Niels Thomsen som politisk ordfører inden for den seneste uge to gange været lodret uenig med sit parti og den gruppe, han repræsenterer. Men det er ifølge Jens B. Frederiksen uproblematisk:

- Når Niels Thomsen udtaler sig som politisk ordfører, er det for hele partiet, men han kan også udtale sig som enkeltmedlem og det er vigtigt at fastholde. 

Men risikerer borgerne så ikke at blive forvirrede over, hvad der er Demokraternes politik og hvad der er Niels Thomsens politik?

- Den risiko vil altid være der, men når man har stillet et forslag, som man brænder for, har man også lov til at forfølge det.

Gruppeformand i Demokraterne Justus Hansen siger, at det "altid er svært" at være gruppeformand og få enderne til at mødes politisk - og tilføjer:

- Alle og enhver kan se, at der er lidt uenighed i gruppen. Men det skal der være plads - og jeg har som gruppeformand lagt op til, at man også stemmer med hjertet.

- Synes du, Niels Thomsen er den rigtige politiske ordfører, når han er uenig med flertallet af gruppen?

- Der var været de to sager her, hvor vi har været uenige, men i de andre sager, har vi været enige, så jeg kan ikke se noget til hinder for, at han fortsætter som politisk ordfører, for han er dygtig til sit job. 

Niels Thomsen har ikke villet kommentere hverken de verserende sager eller den interne uenighed i Demokraterne.